David Seyffer har ansvaret for IWC’s historiske samling, der bl.a. befinder sig på mærkets eget museum. Samtidig bliver han taget med på råd, når nye modeller skal finde inspiration i historien.
Sponsoreret indhold
I 1993 fejrede IWC sit 125 års jubilæum ved at åbne et eksklusivt museum i forbindelse med hovedkvarteret i Schaffhausen. Dermed blev IWC det første af de schweiziske urmærker, der åbnede sit eget museum. Siden 2007 har samlingen været placeret på første sal i den historiske hovedbygning, som blev opført i 1875 af IWC’s grundlægger Florentine Ariosto Jones (1841-1916). Samlingen tæller mere end 230 nøje udvalgt modeller fra hele mærkets historie. Manden der har ansvaret for samlingen hedder David Seyffer, og han gør hvad han kan for at gøre museet til en attraktion for mange målgrupper.
Hvem er det, der kommer og besøger museet?
“Jeg er faktisk altid overrasket over mangfoldigheden af gæster. I Schaffhausen er vi meget tæt på Zürich, på Schwarzwald og på Bodensøen.
Om sommeren kommer her mange mange turister, og det er altid interessant at se, at når vejret ikke er godt, så går folk på museum, og det nyder vi godt af. For os handler det om at gøre historien om vores mærke og ure interessant, også for folk, der ikke ved noget om ure. Samtidig skal vi tilgodese samleren, som ved alt om historien og urene i museet. Det er virkelig en udfordring at have et så bredt publikum med så forskellige baggrunde.
Vi forsøger ikke at være for sofistikerede i beskrivelsen af urene, og så tilbyder vi en ny audioguide, som man kan downloade eller høre via IWC-appen.
Besøgende kan forberede sig lidt, vælge nogle ure, de er interesserede i, og lytte til historierne og få konteksten. Men man kan også bare gå lidt rundt og følge den kronologiske udstilling – på den måde kan man opleve, hvordan det hele startede i Schaffhausen og udviklede sig. Hvis man ikke vil dykke for dybt ned i historien, kan man bare se på urene, hvordan designet har ændret sig.”
Museet er en del af det schweiziske museumssamarbejde. Hvad indebærer det?
“Det er vigtigt, fordi vi forpligter vi os til alle reglerne for museer verden over, ICOM-standarderne, som er meget strenge. Det understreger, at vi arbejder på en videnskabelig måde, og at museet ikke blot er et markedsføringsværktøj, men et seriøst museum.”
Hvad er det vigtigste, man skal komme og se?
“For mig er det vigtigt, at man kan se, hvordan IWC startede. For eksempel er jeg meget fascineret af den første generation af lommeure, der blev produceret i Schaffhausen. Vores grundlægger, Florentine Ariosto Jones, kombinerede sin viden fra USA med nyskabende produktionsforhold og så det traditionelle, schweiziske håndværk. Denne kombination – og de amerikanske rødder – kan man virkelig se i den første generation af lommeure.”
Har du en personlig favorit i museet, noget som du virkelig sætter pris på?
“Ja, der er mange, det ændrer sig nærmest hver uge, for når man går op i detaljer og har spørgsmål til et bestemt ur, ser man det fra en anden vinkel. Personligt har jeg altid været fascineret af Mark 11 piloturet. Når man ser på det, ligner det ‘bare’ et pilotur, men hvis man ved, hvor præcise de var i 1950’erne, bliver man fascineret. Det var jo grunden til, at de kunne bruges til navigationsformål. Jeg er også begejstret for de gamle lommeure. Selvom de er over 100 år ganle, kan man give dem service eller måske bare rense dem, og så fungerer de stadig. Det er fantastisk!
Og skønheden i de gamle lommeursværker er imponerende – det er utroligt, hvad de kunne fremstille i det 19. århundrede. I dag bruger vi den nyeste teknologi til at lave alle de små dele, men dengang var det en helt anden verden.”
Dette år handler for IWC om at bringe kollektionen Portugieser ind i en ny fase. Hvordan ser du den nye kollektion?
“Den nye kollektion er meget vellykket, jeg kan virkelig godt lide den. Og for mig – og nu taler jeg også som historiker – er det virkelig en milepæl at se den nye Eternity-kalender. Selv da jeg ikke arbejdede i urindustrien og blot var en ung teenager, var det den slags ure, jeg drømte om. Det er stort at være med til denne lancering, og måske indser vi slet ikke endnu, hvilken indflydelse dette vil have på IWC’s historie. Vi fejrede den første evighedskalender i 1985 og den dobbelte månefase i 2003, og jeg tror, de næste generationer vil tænke på denne nye Eternal-model som et gennembrud.”
