Prøv bådnyhederne direkte i vandet

Danmarks største flydende bådmesse afholdes i Ishøj Havn, og det bliver fire dage med bådpremierer, prøvesejladser og saltvand i håret. Fra torsdag den 28. til søndag den 31. august kan publikum gå direkte ombord på alt fra slanke sejlbåde til elektriske motorbåde og de helt store motorbåde – og måske tage det første skridt mod drømmebåden.

Sponsoreret indhold

Bag roret står igen i år Tempo Huset og brancheforeningen Skib & Båd. “Det unikke er, at vi kan vise nye og brugte både frem – direkte i vandet. Der er noget for enhver smag,” siger Henrik Jørgensen fra Tempo Huset. Showet tiltrak over 10.000 besøgende sidste år på trods af regn og vind – og alt tyder på samme høje interesse i 2025.

Oplev teknologien – mærk stilheden
Flere både har Danmarkspremiere, og nogle kan kun opleves her – live og flydende. “Ofte har vi såvel Danmarkspremierer som skandinaviske nyheder, som folk glæder sig til at se – og det kan de kun opleve rigtigt i vandet,” forklarer Henrik Jørgensen. Selv store både på over 50 fod bliver vist frem i deres rette element, hvor gæsterne kan stige ombord direkte fra bådbroerne.

Vil man mere end blot at kigge, er der også mulighed for at komme ud at sejle i nogle af bådene. Flere udstillere tilbyder bookbare prøvesejladser – både med traditionelle og elektriske motorer. Det giver gæsterne en sjælden mulighed for at opleve sejlads i praksis, fortæller arrangørerne. Skulle vejret vise sig fra sin lunefulde side, er der tørvejr i Tempo-Huset – en 2.500 m² stor hal fyldt med navigationsudstyr, sejlertøj og sikkerhedsgrej. Lørdag og søndag skaber Vallensbæk Modelskibsklub liv i bassinet med miniaturemodeller og der vil være musikalske indslag.

Noget for hele familien
Copenhagen Boat Show er ikke kun for den erfarne sejler. Her er masser at se, prøve og opleve for alle aldre – fra børnefamilier og nysgerrige nybegyndere til garvede bådfolk. Der er madtelt og drikkevarer, og de yngste kan gå på opdagelse blandt modelskibe og maritime aktiviteter. “Vi har gjort os umage for at skabe en god balance mellem fagmesse og familietur,” siger Henrik Jørgensen.

Bådliv tæt på København
Ishøj Havn ligger blot 22 kilometer fra centrum af København og er let tilgængelig med både bil og offentlig transport. Den tætte placering betyder, at mange hovedstadsborgere tager turen spontant – nogle blot for en eftermiddag, andre for at finde inspiration til fremtidige køb. “Det er ikke kun et udstillingsvindue – det er også et sted, hvor folk mødes, snakker og udveksler erfaringer. Mange kommer år efter år,” fortæller Henrik Jørgensen.

Fair vilkår og ægte bådstemning
Udstillingen er ikke kun populær blandt gæster – den er også attraktiv for udstillere. “Det, der gør det, er jo, at vi holder det til fornuftige priser for vores udstillere. Der er ingen tunge lasthåndteringer eller dyre logistikløsninger – her sejler man båden hen og er klar,” siger Henrik Jørgensen. Det giver fleksibilitet, nærhed og en mere autentisk oplevelse for både udstillere og besøgende.

Åbningstalen holdes torsdag kl. 12 af Ishøjs borgmester Merete Amdisen, og Copenhagen Boat Show 2025 bliver en unik mulighed for at komme helt tæt på bådbranchen, se nyhederne – og måske tage roret selv, før drømmen bliver til virkelighed.

Del denne artikel:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest