Husmarkedet lige nu: Priser, tendenser og seneste udvikling

Hvad har feriemåneden juli gjort ved huspriserne, salgstiden, udbuddet og nedslagene? Se, hvad du kan forvente som huskøber netop nu.

Mens du har været i sommerhus og spist vaffelis, har boligmarkedet arbejdet ufortrødent videre. Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks for juli afslører, hvad der er sket på husmarkedet, imens du har holdt fri.
”Som huskøber skal du forvente, at markedet hele tiden er i bevægelse, også i sommerferien.

Til gengæld bevæger det sig ofte lidt langsommere og har sjældent store udsving. Udbuddet er typisk mindre i juli, fordi færre sætter til salg, men der er til gengæld lidt større rift om de boliger, der så er på markedet,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

Større nedslag
Hussælgerne har været i godt humør i juli og har givet større nedslag i prisen, end de gjorde i juni.
Nedslagene er blevet 1,4 procent større end i juni, og der blev i gennemsnit givet 562 kroner i nedslag pr. kvadratmeter hus på landsplan. For et hus på 140 kvadratmeter, betyder det et nedslag på 78.680 kroner, svarende til 1.573 vaffelis.

Hurtigere handler
Sælgere og købere fandt hurtigere hinanden i juli, hvor salgstiden faldt en smule fra 131 dage i juni til 129 dage i juli. Men det går stadig ikke hurtigere end det gjorde i juli sidste år, hvor et hussalg kun tog 125 dage. Generelt er salgstiden dog faldet støt siden februar, hvor det tog 148 dage at sælge sit hus.

Udbuddet skrumper
De hurtige handler skyldes muligvis, at der har været færre huse at vælge imellem. Udbuddet af huse til salg er faldet i alle regioner i juli måned, og det kan have været medvirkende til, at de boliger, der så var til salg, hurtigere fandt en køber. I juli var der 34.962 huse til salg; Et fald fra 35.791 i juni.

Priserne holdt sig i ro
Huspriserne forholdt sig pænt i ro i juli. På landsplan endte salgsprisen på 18.396 kroner pr. kvadratmeter; en meget moderat stigning på 0,2 procent fra måneden før. For et hus på 140 kvadratmeter svarer det til, at det koster 2,58 mio. kr. i juli, blot 5.740 kr. eller 114 vaffelis mere end i juni.

”Lige nu er boligmarkedet forholdsvis roligt, men som regel ser vi nogle lidt større udsving i efteråret. Som huskøber kan august være et godt tidspunkt at rykke på en bolighandel. Så skal du ikke forholde dig til det temposkift, vi muligvis kommer til at se senere på året,” siger Birgit Daetz.

Siden er lavet i samarbejde med Boligsiden.dk

Del denne artikel:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest