Sjældne Omega-ure under hammeren hos Bruun Rasmussen

Når hammeren falder hos Bruun Rasmussen i slutningen af oktober, er det ikke bare endnu en auktion. Forude venter en helt særlig oplevelse for urentusiaster: en samling på omkring 20 Omega-ure, som i årtier har ligget ubrugt i en skuffe i Vestjylland.

Sponsoreret indhold

Historien begynder med en samler, hvis far i sin tid købte ure direkte af en ven, der var Omega-forhandler. Urene blev lagt til side – og aldrig brugt. Resultatet er en samling, hvor flere af urene fremstår i fabriksny stand, selvom de er 50, 60 og 70 år gamle.

”Jeg har været hos Bruun Rasmussen i snart fem år, og jeg har aldrig set noget lignende. Normalt dukker der måske et enkelt ur op i den stand, men her er der tale om en hel samling,” fortæller Frederik Plum, ur-ekspert hos Bruun Rasmussen.

Et Constellation i hvidguld Samlingen rummer modeller fra 1950’erne til 1970’erne, og den samlede vurdering ligger på 271.000 kroner. Særligt ét ur vækker opsigt: et Omega Constellation i hvidguld.

”Det er absurd sjældent. Jeg har aldrig set et ur som dette i hvidguld fra den periode. Det gør det særligt interessant for internationale samlere,” siger Frederik Plum.

Ud over Constellation-modeller i både stål og guld rummer auktionen også en kuriøsitet: en stor præsentationskasse fra Patek Philippe, hvor omrejsende sælgere for årtier siden præsenterede deres ure. Den er i sig selv vurderet til 15.000-20.000 kroner.

Auktionen som samlerobjekt
Urene forventes primært at blive købt af samlere frem for folk, der vil bære dem til daglig.
”De her ure bliver nok lagt væk igen – ligesom frimærker. Det er stand og sjældenhed, der driver interessen,” forklarer Frederik Plum.

For Frederik Plum handler auktionen i lige så høj grad om historien bag urene som om deres værdi. ”Det særlige er, at de har ligget ubrugt i så mange år. Det gør dem til noget, man ikke møder ret tit – og det er præcis dét, der gør denne auktion interessant,” siger han.

Selvom flere af urene er særdeles samlerværdige, bemærker Frederik Plum, at de også kan bruges til hverdag.
”Omega fra den periode er robuste og bygget til at holde. Mange af modellerne har en størrelse, som passer rigtig godt ind i tidens stil, så de kan i princippet sagtens fungere som hverdagsure – også selvom de i dag
vurderes som sjældenheder,” siger han.

Læs mere på www.bruun-rasmussen.dk

Del denne artikel:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Annonce

Seneste