Ikonisk design i nye farver

Det moderne køkken er blevet meget mere end et sted, hvor man laver mad. Det er et rum, hvor hverdagen samler sig – børn laver lektier ved køkkenøen, venner mødes til et glas vin, og familien samles om store og små måltider. Når et rum får så mange funktioner, betyder udtrykket lige så meget som funktionaliteten.
Og her spiller farverne en stadig større rolle.

Sponsoreret indhold

I mange år var hvide og sorte køkkener næsten enerådende. De blev betragtet som sikre valg, der passede til alt. Men de senere år har farver fået en renæssance i boligen – ikke kun på vægge og tekstiler, men også i selve køkkenet. Dæmpede nuancer skaber ro, dybe toner tilføjer karakter, og dristige kontraster kan give liv til hele rummet.

Et godt eksempel på denne udvikling er uno form, der med deres nye Classic Colour Collection viser, hvordan et klassisk snedkerkøkken kan åbne sig mod mere personlige løsninger.

Klassikeren, der stadig holder
Da arkitekten Arne Munch i 1968 tegnede Classic-køkkenet, var idéen enkel: Et køkken, der med sine lameller, klare linjer og præcise proportioner skulle holde i mange år – både i form og funktion. Den tanke står stadig stærkt mere end et halvt århundrede senere. Classic produceres stadig på værkstedet i Vesthimmerland af snedkere, der bygger efter samme principper som dengang. Hvor man tidligere kun havde mulighed for at vælge Classic i massivt træ i eg, ask og valnød, åbner Classic Colour Collection nu for 11 nøje udvalgte farver – stadig på en bund af massiv eg. Paletten spænder fra bløde støvtoner til mere markante nuancer som Dusty Rose, Sky Blue, Ocean Blue og Burgundy Red.

“Det har altid været vores mission at levere skræddersyet luksus. Nu tilføjer vi en ekstra dimension til det løfte. Med Classic Colour Collection giver vi kreativ frihed til vores kunder – uden at gå på kompromis med kvalitet og funktionalitet,” fortæller Peter Bisgaard, kreativ ansvarlig hos uno form.

En farve til hverdagens rytme
At vælge farver til køkkenet kan virke som et stort skridt. Men fordelen er, at farver kan tilpasses rummet og livet omkring det. Et køkken i en dæmpet tone kan skabe ro i et åbent alrum, hvor der i forvejen er mange indtryk. Et nordvendt rum kan få mere varme og liv med en dybere farve, mens et sydvendt rum kan dæmpes med køligere toner.

Nogle vælger at gå all-in med samme farve på alle fronter, hvilket giver et roligt og samlet udtryk. Andre leger med kontraster – måske en dyb nuance på køkkenøen, en lysere på højskabene og en markant farve på benstellet.

“Classic Colour Collection taler ind i en markant bevægelse mod rigere farver med dybde og karakter. Serien skubber til den traditionelle opfattelse af et køkken og giver mulighed for at skabe et urbant, stemningsfyldt og dybt personligt udtryk, hvor legen med farver bliver drivkraften,” siger Peter Bisgaard.

Han fortsætter: “Nogle foretrækker en enkelt gennemgående farve, der giver ro, harmoni og balance. Andre drømmer om et mere komplekst rum, hvor stærke kontraster og dristige kombinationer skaber dynamik og liv – f.eks. med forskellige farver på køkkenøen, højskabene og benstellet. Uanset hvor på skalaen man befinder sig, kan man udleve sin kreative vision med Classic Colour Collection.”

Bæredygtighed skrevet ind i designet
Farverne er ikke kun et æstetisk tilvalg. De giver også mulighed for en mere ansvarlig brug af materialerne. Når fronter males i heldækkende farver, kan træ og finer, som ellers ville være frasorteret af visuelle grunde, upcycles.

“Når vi producerer vores Classic-køkken, vil vi ofte være nødsaget til at frasortere råmaterialer, udelukkende af visuelle årsager. Med den nye Classic Colour Collection maler vi med heldækkende farver, hvilket betyder, at vi kan upcycle både massivtræ og finer. Kvaliteten er præcis den samme, men spildet er væsentligt mindre, og samtidig gør upcyclingen det muligt at ramme et attraktivt prisniveau,” forklarer Peter Bisgaard.

Han understreger, at kollektionen også er et led i en større udvikling hos uno form:

“Vi arbejder konstant i retning af en mere ansvarlig produktion. Vi anvender udelukkende træ fra FSC®-certificerede skove og andre kontrollerede kilder (FSC® C068191) og kører på grøn strøm i vores produktion og showrooms. Classic Colour Collection er endnu et skridt i den rigtige retning.”

Classic Colour Collection blev præsenteret på 3daysofdesign i juni 2025. Her kunne man se, hvordan farverne ændrede oplevelsen af et velkendt design. Det blev tydeligt, at selv små valg – som et benstel i en kontrastfarve – kan give rummet et helt nyt udtryk.

Reaktionerne viste, at der er en lyst til at bruge farver bevidst. For nogle var det en overraskelse, hvor meget en farvet køkkenø kan ændre oplevelsen af et rum. For andre handlede det om, at farver kan skabe sammenhæng mellem køkkenet og resten af indretningen.

Del denne artikel:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest