Det tager lidt over en time. Så har man forladt Københavns mylder, krydset broen ved Holbæk og drejet af mod Odsherred. Her ændrer landskabet sig. Bølgende marker, små landsbyer og kyststrækninger, der åbner sig mod Kattegat. På sommerdage dufter der af hav og grillmad, mens børnene løber barfodede ned til stranden. Om efteråret fyldes skovene af svampeplukkere og mountainbikere, og selv i de stille vintermåneder er der liv i området – med lokale julemarkeder, små caféer og en kyst, der kalder på lange gåture.
Det er her, flere og flere familier vælger at realisere drømmen om fritidshuset. Ikke længere kun i Nordsjællands mondæne kystbyer, men i Odsherred, hvor budgettet rækker længere, og livet omkring huset er mindst lige så rigt.
”Vi oplever et konstant stigende fokus på Odsherred. Mange, der tidligere kiggede i Tisvilde eller Hornbæk, ender med at finde huset her, fordi de får mere frihed i budgettet – og fordi naturen er mindst lige så smuk,” siger Mathias Norman Knudsen, Indehaver og Ejendomsmægler MDE hos IVAN ELTOFT NIELSEN.
Forskellen på priserne er til at tage og føle på. I Odsherred kan en familie finde et indflytningsklart hus tæt på stranden til under halvdelen af, hvad et tilsvarende hus i Nordsjælland koster.
”Det handler ikke om at gå på kompromis – det handler om at få råd til det rigtige hus. Man kan købe noget større, nyere eller tættere på vandet, og samtidig have penge tilovers til at bruge huset aktivt hele året,” fortæller Mathias Norman Knudsen.
Han oplever, at mange købere starter med at søge i de klassiske sommerhusområder nordpå, men hurtigt udvider søgeområdet:
”De opdager, at man kan få det samme – eller bedre – til en helt anden pris. Og så vælger de Odsherred.”
Familier driver markedet – men billedet er bredere Køberne i Odsherred er forskellige, men familien fylder stadig mest.
”Det typiske billede er stadig en familie med børn, som vil have et fast samlingspunkt uden lange køreture. Men vi ser også en bredere variation: Unge par, som gerne vil ud i naturen. Bedsteforældre, som vil samle børn og børnebørn. Og ældre par, der ønsker fred og ro tæt på kysten. Odsherred favner alle, fordi der findes så mange forskellige typer huse,” siger Mathias Norman Knudsen.
For mange familier er det helt afgørende, at huset kan bruges året rundt. En børnefamilie fra Østerbro, som netop har købt i Hønsinge Lyng, fortæller, at de ville have et sted, hvor børnene kunne løbe ud i haven hele året – og hvor de selv kunne tage på weekend, også i november. For bedsteforældrene er drømmen lidt anderledes: De køber ofte et større hus, hvor der er plads til hele familien i sommerferien.
Et marked, der lever hele året
Sommerhusmarkedet i Odsherred er ikke længere bundet til sommermånederne.
”For 10-15 år siden var det stille i efteråret og vinteren. I dag oplever vi pæne salgsforløb hele året. Mange vil gerne købe i november eller december for at være klar til foråret. Det giver mere ro til at se på huse,” forklarer Mathias Norman Knudsen.
Den ændring afspejler også, at fritidshusene er blevet mere moderne. Isolering, varmepumper og hurtigt internet gør det muligt at bruge huset som base året rundt. Nogle arbejder endda hjemmefra i fritidshuset et par dage om ugen.
Beliggenhed er stadig nøgleordet. Tæt på vandet – eller med udsigt – går forrest. Men også huse i grønne, rolige kvarterer, hvor man kan cykle til stranden eller gå til ishus, har stor efterspørgsel.
”Mange vil have et hus, der er klar til brug. De vil kunne komme fredag eftermiddag og bruge weekenden på at være sammen – ikke på at stå med hammeren. Derfor er ’klar til brug’ en af de mest efterspurgte ting,” fortæller Mathias Norman Knudsen.
Andre købere leder netop efter moderniseringsmuligheder: ”Det kan være en familie, der vil sætte sit eget præg og ser det som en investering på lang sigt. Der er faktisk et marked for begge dele.”
Udlejning og økonomi
Muligheden for at leje ud spiller en rolle for mange. Ikke som hovedmotiv, men som en ekstra fordel.
”Det er attraktivt for mange, at man kan dække en del af udgifterne ved at leje huset ud i højsæsonen. Men de fleste køber først og fremmest for selv at have et fristed,” siger Mathias Norman Knudsen.
Han oplever også en ny realisme i markedet: ”Tidligere handlede det om at presse sig så højt op i pris som muligt. I dag handler det om at vælge det rigtige hus – og holde sig inden for en økonomi, der også fungerer på længere sigt.”
En praktisk detalje, som mange bliver positivt overrasket over, er, at inventar og møbler ofte følger med i handelen.
”Det gør det meget lettere at flytte ind. For førstegangskøbere betyder det, at man kan tage nøglerne, og så er der både senge, køkkenudstyr og havemøbler klar. Det er en stor fordel, og det betyder også, at man kan udleje huset fra dag ét, hvis det er planen,” fortæller Mathias Norman Knudsen.
Prisforskelle i Odsherred
Markedet i Odsherred spænder bredt – både i pris og udtryk. Ét af de dyreste områder er stadig Rørvig, hvor der især er efterspørgsel på huse tæt på vandet. Men også Veddinge Bakker ved Asnæs hører til i den eksklusive ende med nogle af områdets mest spektakulære panoramaudsigter. Derudover har Sjællands Odde mange attraktive ejendomme, særligt med havudsigt, mens Hønsinge Lyng og Vig er populære blandt børnefamilier, som søger kort afstand til stranden og et aktivt lokalmiljø til mere overkommelige priser.
IVAN ELTOFT NIELSEN i Odsherred
Odsherred er et af de steder i Danmark, hvor efterspørgslen på fritidsboliger har været stabil i mange år. Her har IVAN ELTOFT NIELSEN et stærkt udgangspunkt med to lokale butikker i Asnæs og Rørvig, der kender området indgående – fra de små sommerhuskvarterer tæt ved vandet til de større liebhaverejendomme i landskabet bag kysten.
”Vi oplever, at mange købere først kigger i Nordsjælland, men så finder ud af, at Odsherred giver langt mere hus og natur for pengene. Det er ofte sådan, de opdager området,” fortæller Mathias Norman Knudsen.
At kæden samtidig er en del af et tæt samarbejde på tværs af sine 24 filialer på Sjælland og Fyn betyder, at hvert eneste hus får maksimal eksponering. Når en bolig sættes til salg, bliver den delt internt i hele netværket og samtidig vist på hjemmesiderne for både IVAN ELTOFT NIELSEN, Kjeldskov & Co og Place2Live. Det særlige ved Odsherred er, at det kan bruges i alle årstider.
”Man kan sidde på terrassen en tidlig forårsdag, tage på gårdbesøg i efteråret eller gå en frisk tur på stranden i vintermånederne. Det er dét, der gør området til et fristed – ikke bare for sommeren, men 365 dage om året,” siger Mathias Norman Knudsen.






