Et ikon i bevægelse – Admiral Hotel skriver sig ind i en ny tid

Admiral Hotel har i næsten fem årtier været et ikon i København. En bygning med en fortid, man kan mærke, og en placering, som kun få andre kan matche. Men også et sted, hvor tiden og forventningerne har
ændret sig. Admiral Hotel er i færd med at skrive næste kapitel i sin historie – en forvandling, der bygger på respekt for alt det, huset allerede er.

Sponsoreret indhold

I spidsen for den omfattende modernisering står Jesper Stubgaard, hoteldirektør med mange års erfaring fra både danske og internationale hotelkæder. For ham handler det ikke kun om at bygge om – men om at gentænke hele hoteloplevelsen.

“Vi ønskede at give Admiral Hotel et løft, så huset følger med tiden – men uden at miste sin sjæl,” siger Jesper Stubgaard. “Vi har i flere år fokuseret på værelserne, og nu var det resten af huset, der trængte til opmærksomhed. Det handler om at fremtidssikre hotellet – og samtidig åbne det mere op mod byen og københavnerne.”

Et hus der summer af liv og nærvær
Admiral Hotel har i årtier været en fast del af Københavns havnefront – et ikonisk sted for både danske og internationale gæster. Med den igangværende modernisering ønsker Jesper Stubgaard at åbne hotellet endnu mere mod byen og skabe et hus, der summer af liv og nærvær.

“Vi vil gerne gøre Admiral Hotel til et naturligt mødested i København – et sted, man vælger til, uanset om man kommer for et måltid, et møde eller bare en aften i godt selskab,” siger han.

Et centralt element i fornyelsen er den nye restaurant aye aye, som åbnede i februar. Her er stemningen afslappet og indbydende, og køkkenet finder inspiration fra middelhavet og tilføjer et nordisk touch.

Menuen i aye aye kredser om fisk, skaldyr og grøntsager, tilberedt på Josper Grill, med respekt for råvarerne og med inspiration fra middelhavets smagsunivers. “Vi ønskede at skabe et sted, hvor maden føles ærlig og levende – og hvor både vores hotelgæster og københavnerne kan mærke forbindelsen til vandet,” fortæller Jesper Stubgaard.

Admiral Hotels eksklusive elbåd med privat kaptajn.

En historisk bygning med nutidigt udtryk
Når man driver et hotel i en fredet bygning fra 1787, er der ingen genveje. Admiral Hotel har gennemgået mange forandringer siden sin tid som kornpakhus, men denne gang er ambitionsniveauet højere end nogensinde.
“Det har været en stor opgave at finde balancen mellem at bevare historien og samtidig skabe et high-end hotel,” siger Jesper Stubgaard. “Vi har haft et tæt og konstruktivt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, som har været med i hele processen. Det har krævet dialog, tålmodighed og kompromiser.”

Bygningen er mere end en ramme for et hotel – den er en del af hovedstadens visuelle fortælling. Fra søsiden står den som et markant vartegn, hvor arkitekturen tydeligt vidner om byens maritime fortid. “Hvis man viser et billede af Admiral Hotel nede på Strøget, vil de fleste kunne genkende det,” siger Jesper Stubgaard. “Det forpligter. Vi har et ansvar for at passe på et stykke Københavnshistorie, samtidig med at vi giver det nyt liv.”

Forandringerne handler ikke om at rive ned og bygge nyt, men om at løfte helheden. De mørke farver og tunge materialer fra tidligere årtier er afløst af et lysere og mere åbent udtryk, hvor de oprindelige trækonstruktioner får lov at stå frem. “Vi har arbejdet med lyse jordfarver, franske klinker og en belysning, der fremhæver de historiske detaljer i stedet for at skjule dem,” fortæller Jesper Stubgaard.

Byggeri i drift – og en organisation i bevægelse
Hos Admiral Hotel har man valgt at drifte under hele moderniseringen – et valg, der stiller store krav til planlægning og samarbejde. Det har betydet, at gæsterne fortsat har kunnet besøge hotellet, mens huset gradvist har taget form i ny skikkelse.

“Vi har valgt at gennemføre projektet, mens hotellet har været i drift. Det betyder, at vi har haft gæster, mens vi har bygget. Den første fase var den hårdeste, fordi vi måtte lukke halvdelen af fællesarealerne og operere ud af midlertidige køkkener i skurvogne,” fortæller Jesper Stubgaard.

Han lægger ikke skjul på, at det har sat både kollegaer og ledelse på prøve. “Det er klart, at sådan et projekt kan slide, hvis man ikke har et fælles mål. Derfor har vi arbejdet meget bevidst med at kommunikere åbent og ærligt undervejs. Folk skal kunne se, hvorfor vi gør det, og hvad der venter på den anden side.”

Moderniseringen har involveret mange faggrupper og samarbejdspartnere. Alt fra arkitekter, indretningsdesignere og rådgivere til F&B chef og teknisk chef har haft en stemme i processen. “Vi har haft mange gode drøftelser undervejs – og nogle gange også uenigheder,” fortæller Jesper Stubgaard. “Men det er netop det, der skaber kvalitet. Når man tør diskutere, bliver resultatet bedre.”

Ifølge Jesper Stubgaard er det netop kollegaerne, der er hotellets største aktiv. “Du kan købe design og materialer, men du kan ikke købe kultur. Den skal bygges og plejes. Når mine kollegaer trives og føler ejerskab, kan gæsterne mærke det med det samme,” siger han.

Hoteldirektør Jesper Stubgaard.

Nye rammer og nye oplevelser
Når den sidste fase står færdig i sommeren 2026, vil gæsterne kunne opleve et Admiral Hotel i helt ny skala. Men allerede i starten af det nye år åbner to store sale, der både kan rumme møder, bryllupper og større events, sammen med en ny cocktail bar, der bliver et naturligt samlingspunkt for husets mange gæster. Et nyt loungeområde og fitnesscenter bliver senere suppleret af et relax område med udendørs pool.

“Når alt står færdigt, bliver Admiral Hotel et sted, hvor man kan kombinere mange ting – fra møder og gastronomi til afslapning og oplevelser,” fortæller Jesper Stubgaard.

Det gælder også vinoplevelsen, som spiller en central rolle på Admiral Hotel. Her har man opbygget en solid vinprofil med alt fra klassiske etiketter til sjældne flasker, og gæsterne kan få rådgivning og smagninger skræddersyet efter ønske – blandt andet gennem hotellets in-room sommelier service. “Vi vil gerne skabe noget, der føles personligt. Det skal ikke bare være service, men et møde med mennesker, der brænder for det, de laver,” siger Jesper Stubgaard.

“Vi vil ikke kun være et hotel – vi vil være en oplevelse i sig selv,” siger Jesper Stubgaard. “Med vores placering helt ud til havnen inviterer vi gæsterne ud på vandet. Fra hotellets egen kaj sejler en elektrisk båd, som bruges til private ture i Københavns kanaler – en oplevelse, der giver mulighed for at se byen fra en ny vinkel. Mange af vores kollegaer bor her i byen og kender den ud og ind. De elsker at vise gæsterne deres København – og det giver et nærvær, som ikke kan planlægges, men som gør hele forskellen.”

Et personligt lederskab
For Jesper Stubgaard handler transformationen ikke kun om at modernisere en bygning, men også om at styrke den kultur, der skal bære hotellet frem. Derfor har ledergruppen udviklet tre værdier for fremtidens Admiral Hotel – med vægt på kvalitet, ejerskab og gæstens oplevelse.

De tre værdier, som skal bære hotellet frem, er samlet under overskrifterne Ambitious Excellence, Attentive Hospitality og Authentic Warmth. “De udtrykker præcis det, vi ønsker at stå for,” forklarer Jesper Stubgaard. “Vi sætter barren højt og går op i detaljerne, fordi vi vil sikre, at et ophold på Admiral overgår vores gæsters forventninger. Vi er samtidig dybt engagerede i den personlige service – vores gæster skal føle sig set, hørt og værdsat. Og så handler det om ægthed. Vores atmosfære skal føles varm og oprigtig, både for gæster og kollegaer.”

Jesper Stubgaard har tidligere stået i spidsen for flere store hotelprojekter, men beskriver arbejdet med Admiral som noget helt særligt. “Her møder man historien hver dag. Det giver en anden ydmyghed. Jeg er drevet af at skabe forandringer, som holder – og som samtidig respekterer de mennesker og værdier, der har været her før mig,” siger han.

“Vi har oprettet vores eget Admiral Akademi, hvorigennem vi vil uddanne alle vores kollegaer i vores værdier og principper. Det handler om at tage ansvar for gæstens oplevelse – uanset om man arbejder i receptionen, i restauranten, i køkkenet eller i housekeeping. Alle skal kunne bidrage til det, vi kalder luxury memory making,” siger han.

Netop det begreb opsummerer essensen af hele moderniseringen. “For os handler det ikke bare om et hotelophold – det handler om minder, man tager med sig,” siger Jesper Stubgaard. “Det handler ikke om at blive bemærket, men om at blive husket. Lykkes vi med det, så har vi indfriet vores ambition til moderniseringen og dermed fremtidssikret vores relevans i et marked, hvor autenticitet og oplevelser betyder mere end nogensinde før.”

Se mere på admiralhotel.dk

Restaurant aye aye på Admiral hotel byder på middelhavsinspirerede retter og et imponerende vinkort.

Del denne artikel:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest