Watches & Wonders 2025 i Geneve var som altid luksuriøs og overrumplende.
Af nye tendenser kan nævnes: naturmaterialer, eksperimenter med tiden – og masser af farver.
Sponsoreret indhold
Det var hverken en fejl i belysningen eller et udtryk for et for stort indtag af den frit tilgængelige champagne, da farverne flimrede for øjnene ved dette års Watches & Wonders i Geneve.
Urskiverne glitrede ganske enkelt i tigerøje, malakit, pink opal, lapis lazuli og grøn jade – for natursten er officielt tilbage i urbranchen. Piaget gik all-in på 70’er-retroen med 45 mm store skiver i tigerøje og malakit, inspireret af Andy Warhols personlige ur, men med moderne værk og finish.
H. Moser & Cie supplerede med sin Let it Pop-kollektion, hvor bl.a. pink opal og burmesisk jade fik lov at fylde de 38 mm store skiver i en kollektion, der placerer sig i den eksklusive ende af spektret – både æstetisk og prismæssigt.
I den anden ende fandt man britiske Dennison, der med tydelig kærlighed til materialerne viste tynde 37 mm store quartzure med formfuldendte kasser og natursten på skiven til priser, der starter omkring de 5.000 kroner.

Pris ca. 210.000 kr.
Tidsophævelse er ren luksus
Og det var ikke blot natursten, der satte kulør på tilværelsen. Også stribevis af farvede ure fra Tudor, Oris og ikke mindst Nomos viste, at mærkerne tør eksperimentere. Det gør man i dén grad hos Hermès, hvor selv tiden får lov at tage en pause.
Deres Arceau-model Le Temps Suspendu giver dig muligheden for at nulstille viserne med et tryk på en knap, mens tiden tikker videre bag skiven. Efter at have været i zen-mode kan du så trykke igen og få tiden tilbage. Lidt alternativt, og det understregedes blot af den indlagte oplevelse for journalisterne, der var modige nok til at tage imod tilbuddet om et sound bath.
I en lille lounge kunne man lægge sig til rette i dæmpet lys, mens yogainstruktøren Caroline slog på gong gonger og bronzeskåle.
Gennem åndedrætsøvelser og meditation kom undertegnede helt ned i gear. Det havde ikke meget med ure at gøre – og alligevel alt. For hvad er luksus, hvis ikke følelsen af at få lov til at stå af ræset og få tiden til at stå stille?






