For 10 år siden var det et særsyn at se en bolig, der kostede over 10 millioner kroner. I dag er det ikke længere noget, der får nogen til at spærre øjnene op. Især to boligtyper er steget gevaldigt i pris, viser tal fra Boligsiden.
Sponsoreret indhold
Der var engang, hvor 10 millioner kroner var en magisk grænse på boligmarkedet. Der var kun nogle få og helt særlige boliger, der kunne sælges for så højt et beløb. Og det er ikke mere end 10 år siden, at det var sådan. I 2015 blev blot 291 boliger solgt for 10 millioner kroner eller mere. I starten af oktober i år var der allerede solgt 1.719 boliger over den magiske grænse.
”Boligpriserne er steget gevaldigt de seneste 10 år, og det har skubbet til, hvad der er ”normalt” også i den øverste del af prisspektret. Det er ikke unaturligt, at priserne stiger over tid, men vi ser nogle ekstra kraftige stigninger i øjeblikket,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Villaer og lejligheder trækker fra
Det er især villaer og lejligheder, hvor der har været en stor stigning i antallet af boliger, der runder de 10 millioner kroner i salgspris. I starten af oktober var der solgt 999 villaer til 10 millioner kroner eller mere, mens der hele sidste år blev solgt 832 villaer i samme prisleje. Tilbage i 2015 var det blot 205 villaer på hele året, der rundede 10 millioner kroner.
Lejlighederne har gennemgået en endnu mere bemærkelsesværdig udvikling. I starten af oktober var der solgt 537 lejligheder til 10 millioner kroner eller mere, mens der hele sidste år blev solgt 371. Tilbage i 2015 var det blot 68 lejligheder på hele året, der blev solgt for 10 millioner kroner eller mere.
Det er også værd at bemærke, at antallet af solgte, dyre lejligheder har overhalet antallet, der blev solgt i hele 2021. Tilbage i 2021 blev der solgt 429 lejligheder over den magiske 10 millioner kroner-grænse. Altså markant færre end de 537, der i starten af oktober allerede var solgt i år. Til sammenligning blev der i hele 2021 solgt 1031 villaer over 10 millioner kroner-grænsen – altså flere, end de 999 villaer, der var solgt i starten af oktober i år.
”Prisen på lejligheder har fart på, og den øvre grænse for, hvad man kan få for en lejlighed især i hovedstadsområdet, rykker sig hele tiden,” siger Birgit Daetz.
Hovedstaden trækker gennemsnittet gevaldigt op
Det er dog især i hovedstadsområdet, at priserne på især lejligheder er steget, og det høje prisniveau trækker flere og flere lejligheder op over de 10 millioner kroner. I oktober i år lå den gennemsnitlige salgspris for en lejlighed i Københavns kommune på 66.226 kroner pr. kvadratmeter, og i Frederiksberg kommune var salgspriserne oppe i 73.036 kroner pr. kvadratmeter. Det svarer til, at en 80 kvadratmeter lejlighed på Frederiksberg koster 5,8 millioner kroner; men det er bare et gennemsnit.
”Mange af lejlighederne er meget større end 80 kvadratmeter, og nogle veje og områder er også dyrere end andre. Ser vi på postnummer Frederiksberg C alene, var gennemsnitsprisen i oktober oppe i 79.560 kroner pr. kvadratmeter, og ser vi på de aktuelle lejligheder, der er til salg lige nu, har flere af dem kvadratmeterpriser på over 100.000 kroner,” siger Birgit Daetz.
Til sammenligning lå den gennemsnitlige salgspris for en lejlighed i Aarhus kommune på 41.429 kroner pr. kvadratmeter i oktober.
Flere liebhaver-sommerhuse
Også sommerhusene kan være med, når vi taler om de helt dyre liebhaverboliger. Og her er der ikke længere tale om et københavnerfænomen. Tilbage i 2015 blev der blot solgt seks sommerhuse over 10 millioner kroner-grænsen. I starten af oktober i år var der allerede solgt 45. Selvom det er langt mere end for 10 år siden, er det stadig færre end i både 2021 og 2023, hvor der på hele året blev solgt henholdsvis 55 og 52 sommerhuse til over 10 millioner kroner.
”Sommerhusene er i forvejen et luksusgode, og man skal virkelig have penge på kistebunden, hvis man køber sommerhus til over 10 millioner. Det gør man som regel kun som et supplement til en i forvejen dyr helårsbolig,” siger Birgit Daetz.
| Boligtype | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 |
| Lejligheder | 68 | 93 | 106 | 119 | 146 | 249 | 429 | 285 | 262 | 371 | 537 |
| Fritidsbolig | 6 | 5 | 11 | 14 | 14 | 37 | 55 | 41 | 52 | 42 | 45 |
| Rækkehuse | 12 | 18 | 23 | 54 | 42 | 97 | 120 | 81 | 111 | 157 | 138 |
| Villa | 205 | 218 | 286 | 313 | 384 | 694 | 1.031 | 568 | 701 | 832 | 999 |
| I alt (de fire boligtyper) | 291 | 334 | 426 | 500 | 586 | 1.077 | 1.635 | 975 | 1.126 | 1.402 | 1.719 |
Kilde: Boligsiden
Siden er lavet i samarbejde med Boligsiden.dk






