Der er stor forskel på den gennemsnitlige salgspris for villaer og rækkehuse alt afhængig af hvilken landsdel, du befinder dig i. Konkret er forskellen hele 6,5 mio. kr. på landets dyreste og billigste landsdel.
Sponsoreret indhold
Søger du efter nyt hus i landsdelen Byen København, skal forberede dig på, at det med stor sandsynlighed kommer til at koste en del mere, end hvis du retter din boligsøgning mod landsdelene i Jylland.
En ny opgørelse fra Boligsiden viser nemlig, at der er hele 6,5 mio. kr. i forskel på den pris, som huskøberne i gennemsnit betaler for huset i den aktuelt dyreste og billigste landsdel. Tallene fra Boligsidens Markedsindeks viser, at huskøberne i oktober i gennemsnit betalte ca. 8,2 mio. kr. for huset i landsdelen København By, imens prisen i Vestjylland var ca. 1,7 mio. kr. og dermed 6,5 mio. kr. lavere.
”Opgørelsen er et udtryk for det rene gennemsnit af alle solgte huse i den pågældende landsdel, og der er derfor ikke taget højde for eksempelvis husets stand, størrelse og beliggenhed. Men det er alligevel meget tydeligt, at prisniveauet er væsentlig anderledes i og omkring hovedstadsområdet end i de øvrige dele af landet,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
”Udviklingen hænger sammen med, at Byen København også er et af de områder, som har oplevet de største stigninger i salgspriserne i de seneste år, hvor udviklingen i for eksempel Vestjylland har været mere afdæmpet. Det bidrager naturligvis til, at forskellen i det gennemsnitlige kontantbeløb, som huskøberne lægger, også bliver større,” tilføjer Birgit Daetz.
Foruden Byen København er de dyreste landsdele at købe hus i Københavns Omegn og Nordsjælland, hvor den gennemsnitlige salgspris i oktober var henholdsvis ca. 6,7 mio. kr. og 5,0 mio. kr.
Til sammenligning er Østjylland den dyreste landsdel i Jylland, og her betalte køberne i gennemsnit 3,0 mio. kr. for huset i oktober.
“For de fleste afgør familie og job, hvor vi bosætter os, og derfor er det sjældent muligt ‘bare lige’ at flytte til den anden ende af landet. Men hvis man har mulighed for frit at vælge, viser denne opgørelse, at boligbudgettet varierer markant alt efter, hvor tæt på hovedstaden man ønsker at bo,” siger Birgit Daetz.
Gennemsnitlige salgspriser for villaer/rækkehuse i oktober
| Landsdel | Gns. salgspris okt. 2025 (kontantbeløb) |
| Bornholm | 1.753.177 |
| Byen København | 8.217.652 |
| Fyn | 2.165.489 |
| Københavns omegn | 6.654.982 |
| Nordjylland | 1.804.281 |
| Nordsjælland | 5.015.011 |
| Sydjylland | 1.929.768 |
| Vest- og Sydsjælland | 1.869.649 |
| Vestjylland | 1.675.699 |
| Østjylland | 3.029.283 |
| Østsjælland | 4.502.940 |
Kilde: Boligsidens Markedsindeks

Siden er lavet i samarbejde med Boligsiden.dk






