I mere end 140 år har Nordsjællands kyst fungeret som tilflugtssted fra storbyens jag. Faktisk er det landets ældste sommerhusområde. Sådan startede det også for Anders Gerner Frost, men fire børn og en lokal borgmesterkæde senere er det blevet et hjem. Og sommerens mylder er nu mest et ekstra krydderi på tilværelsen.
”Som lokal mægler havde jeg en klar holdning til, at byggesagerne kom lidt hurtigere igennem systemet. Og så besluttede jeg mig for faktisk at gøre noget ved det.”
Du kender sikkert Anders Gerner Frost. I hvert fald hvis du var med på Hammerslag fra begyndelsen, for Anders har gættet med på huspriserne i mere end 200 programmer. Eller hvis du interesserer dig for lokalpolitik. I 2009 blev han valgt ind i byrådet i Gribskov Kommune, i 2013 blev han medstifter af lokallisten Nyt Gribskov, og i 2017 blev han kommunens borgmester for samme parti.
”Det falder mig naturligt, at hvis man har en holdning til noget, må man også tage ansvar og prøve at gøre det bedre. Så vi fandt sammen en gruppe kandidater på tværs af politiske skel med en fælles forståelse om, at Gribskov er et megafedt sted at bo, men at der også var mange ting, vi kunne gøre bedre.”

Sommerbarn
Anders Gerner Frost er som så mange andre et sommerbarn af Nordsjælland. De varme måneder blev konsekvent tilbragt i forældrenes sommerhus i Liseleje med hyppige besøg i både Tisvilde, Gilleleje og Hornbæk.
”Min families kærlighed til Nordsjælland går generationer tilbage. Min far var også sommerhusbarn, og mine oldeforældre tilbragte alle deres somre på pensionat i nærheden af Esrum Sø. Men jeg er den første i familien, der bosætter mig her. Og det kræver en rustvogn at få mig væk herfra.”
Valget faldt på Tisvilde, da Anders og hustruen flyttede nordpå og åbnede deres fælles mæglerforretning for snart 25 år siden. Det var blandingen af den rå natur i kombination med det nære byliv i Helsinge og stærke lokalsamfund, der tiltrak dem.
”Min kone er opvokset i Hornbæk og syntes egentlig, hun var færdig med at bo i små byer. Men så blev hun gravid, og så var der noget, der trak os begge tilbage.”

Skov, strand og musik
Familien tæller i dag seks personer, og børnene er alle vokset op med ”københavnervenner” fra sommerhuskvartererne, den slags feriebørn som Anders selv engang var iblandt.
”Det er også noget af det, jeg elsker allermest ved området; når byen vågner op igen, børnene leger og spiller fodbold på kryds og tværs, de unge fester og kysser, alle butikker og restauranter holder længe åbent, bål på stranden, bøffer på grillen og kold rosé på terrassen.”
Og ja, selvfølgelig har Anders Gerner Frost også set ”Slaget om Tisvilde” på TV 2.
Men han føler ikke behov for at vælge side. For utilfredsheden med festivalen Musik i Lejet handlede om en enkelt uge på et afgrænset område. Og i hans verden er der altid mulighed for at finde både fest og ro i Nordsjælland alt efter ønsker og behov.
”Tag en gåtur langs Esrum Sø i vidunderlige Gribskov. Eller køb en is på havnen i Gilleleje efter et besøg på ét af de mange gode spisesteder. Find et privat sted på stranden ved Heatherhill, eller køb friske jordbær med hjem til sommerhuset fra en af de mange gårdbutikker. Du bestemmer det jo selv.”

Land og by
For mange københavnere starter Nordsjælland allerede ti kilometer nord for København. Men du skal altså helt op til kysten for at finde sommerhuskvartererne.
”Vi er et landdistrikt, men du er stadig kun en time fra Rådhuspladsen. Og du kan nå livlige byer som Helsinge, Græsted og Gilleleje på ti minutter eller de kulturelle fyrtårne som Hillerød og Helsingør på mindre end en halv time – også med offentlig transport – uanset hvor i sommerlandet Nordsjælland du opholder dig. Det er ret enestående.”
Det er formentlig også forklaringen på, at Nordsjælland er blevet et så attraktivt område at bo i. Du har alt inden for rækkevidde; i princippet kan du via Kastrup Lufthavn være i Bruxelles fra Tisvilde på under tre timer.
”Jeg har en teori om, at vores tilknytning til hovedstaden gør, at der er lidt højere til loftet heroppe.”

Anders Gerner Frost, Ejendomsmægler MDE, Danbolig Tisvilde
Mægler på fuld tid
Anders var borgmester i Gribskov Kommune i fire år. Herefter viceborgmester i den efterfølgende valgperiode. Ved seneste valg besluttede han sig for at stille sig i baggrunden.
”Du skal også erkende, når vælgerne foretrækker noget andet end dig. Så skal du give andre plads. Så jeg stod nederst på stemmesedlen sidste gang. Men jeg vil stadig gerne tage ansvar og er stadig i byrådet – om end på bageste række.”
I knap et årti har Anders Gerner Frosts kone mestendels drevet mæglerbutikkerne i Tisvilde og Helsinge på egen hånd, mens Anders selv arbejdede på mere end fuld tid på at realisere sin vision for et stærkere Gribskov. Men nu er han tilbage.
”Jeg elskede at være politisk frontfigur, men det slider også. For du er aldrig i stand til at give alle borgerne den service, de fortjener. Og derfor er det virkelig skønt at være tilbage som mægler på fuld tid. Her kan jeg give alle – både købere og sælgere – al den opmærksomhed, de har brug for.”
Særlige oplevelser i Nordsjælland
Nogle steder skal man rejse langt for at komme til. Nordsjælland er ikke et af dem. Alligevel føles der ofte længere til hverdagen heroppe, end der gør til København.
Generation efter generation har fundet vej til den nordsjællandske kyst. Først med hestevogn og damptog, siden i folkevognsrugbrød og stationcars fyldt med badedyr, strandstole og forventninger til sommeren. For selvom tiderne har ændret sig, er der noget ved Nordsjælland, som stadig føles helt som det plejer.
Tag en tur langs kyststien mellem Gilleleje og Nakkehoved. Her møder du stejle skrænter, åbne udsigter over Kattegat og de karakteristiske fyrtårne, som i mere end 250 år har hjulpet søfolk sikkert gennem de danske farvande. På en klar dag kan du se hele vejen til Sverige.
Længere mod vest ligger Tisvilde Hegn. Et af Danmarks største skovområder og et sted, hvor naturen får lov til at fylde det hele. Her kan du gå i timevis mellem gamle fyrretræer, åbne hedeområder og skjulte stier uden at møde meget andet end fuglesang og måske en enkelt mountainbiker.
Og så er der strandene. Fra Hornbæk til Liseleje ligger nogle af landets mest populære badestrande side om side. Men selv på varme sommerdage findes der stadig små lommer af fred mellem klitterne, hvor man kan slå sig ned med et håndklæde og en god bog.
Historien er heller aldrig langt væk. Langs kysten ligger gamle fiskerlejer, havne og badehoteller, mens de kongelige spor stadig præger landskabet omkring Fredensborg, Hillerød og Gribskov. Ikke som monumenter over fortiden, men som en naturlig del af den hverdag, der leves her.
Måske er det netop kombinationen af natur, kultur og nærhed til hovedstaden, der gør området så attraktivt. For få steder i Danmark kan man spise frokost på stranden, gå en tur i skoven og være på Rådhuspladsen en time senere.
Derfor begynder mange som sommergæster i Nordsjælland. Og ikke så få ender med at blive.
Sanketur i historiske rammer
– Smag på strandens vilde urter ved Kronborg Slot

Sanketossen – alias Mette Maulitz – tager jer med rundt om Kronborg og introducerer jer til alle de spiselige vækster, der findes på stranden. Efterfølgende laves et par smags-
prøver, som nydes med udsigt over Øresund.
Varighed: 2,5 time. Pris: 600,- pr. pers. Gruppepris: 2.500,-. Weekend + 15%
Book gennem sanketossen.dk eller
ring på 2172 5557 og aftal nærmere.
NB: En sanketur i skoven er også mulig.
Sankehilsen Sanketossen
Hvem kan kalde sig familiens quizmester?

Gilleleje Labyrinten er en quizlabyrint hvor I kan gå på opdagelse mellem træer, buske og blomster, mens I løser quizzer og finder vej gennem labyrinten.
Vælg en blandet quiz eller vælg mellem de mange temaer som dyr, sport, film, geografi og historie med ruter på 1-4 km. Perfekt til familier, venner, skoler og firmaudflugter.
Ved indgangen findes drikkevarer, kager, is, slik, toiletter og plads med mulighed for at nyde egen mad.
Åbningstider:
- juni – 16. august: Tirsdag-søndag kl. 10:00-16:00.
- august – 11. oktober: Fredag-søndag kl. 10:00-16:00.
Uge 42: Mandag-søndag kl. 10:00-16:00.
Det er muligt at købe indgang frem til kl. 16.00 og gå sin rute i labyrinten herefter.
Priser: Voksne: 90 kr. Børn(3-12 år): 55 kr. Børn under 3 år: Gratis
Nivaagaards Malerisamling

Sommeren over markeres 100-års dagen for Richard Winther (1926-2007) med en stor udstilling om denne vidtfavnende, evigt undersøgende og skabende personlighed i dansk kunst. Livet igennem udforskede han kunstens væsen inden for både maleri, fotografi, skulptur, grafik, film, musik, litteratur og udsmykning.
Udstillingen viser også værker fra Winthers private samling med store modernister som Chagall, Max Ernst, Sonja Ferlov Mancoba, Giacometti, Miró, Picasso og Man Ray, iscenesat af en af vor tids store kunstnere, Mie Mørkeberg.
Læs mere på nivaagaard.dk
Oplev sommeren i Kulturhavn Gilleleje

Midt i Gilleleje venter Kulturhavnen med koncerter, kulturarrangementer, premierefilm, bibliotek og sommerstemning for hele familien. Syng med på Kulturbroen, gå til rockkoncert med ”Hotel Hunger”, oplev udstillingen “Farven Blå” eller tag børnene med til “Kaos ved Kanalen” og “Mal på sten.” Og sæt et delikat punktum for det hele på Spisehuset Bolværket.
Tag på udflugt til Nordkystens kunsthal, Munkeruphus

Oplev udstillingen AF NATUR ER DET KOMMET, hvor kunst og design genfinder forbindelsen til nordisk natur, biodiversitet, materialer og håndværkstraditioner.
Alle værker er skabt med ét særligt dogme: De skal kunne vende tilbage til naturen og blive til muld. Nyd en dag med kunst, café, have, strand og arrangementer.





