Perrelet viser sin passion for poker

Perrelet introducerer en ny udgave af den populære Turbine-kollektion. Turbine Poker Royal Flush er en limiteret udgave dedikeret til kortspilsentusiaster. Bag den hypnotiserende skive finder du Perrelets eget, schweiziske urværk. 

Det er ikke første gang, at Perrelet fremstiller deres populære Turbine-model med pokertema, men hver gang har de limiterede serier været eftertragtede, så derfor er det ikke så mærkeligt, at der dette forår blev sendt en ny udgave på gaden. Den hedder Royal Flush, fordi du i sprækkerne mellem turbinebladene kan ane den attraktive hånd med fem kort i samme kulør og i rækkefølge op til es, som er det højeste, du kan have i poker.

Hypnotiserende turbine

Uret er skabt i en kombination af polykarbonat og kulfiber, så det fremstår let og stærkt, mens kransen og bagkassen er i rustfrit stål med sort PVD-belægning. En stor del af fascinationen ved alle Turbine-modellerne er den tredimensionelle urskive, hvor de 12 sorte, anodiserede aluminiumsblade snurrer lynhurtigt rundt, så snart du bevæger hånden – hvilket giver en næsten hypnotiserende effekt. Inspirationen kommer fra flymotorer, og turbinens blade er smart konstrueret med fem modvægte, der tillader den at bremse og vende tilbage til sin hvileposition med de synlige kort. Teknologien blev udviklet og patenteret af Perrelet i 2009, og ved siden af dens rent dekorative værdi kræver konstruktionen af uret perfekt afbalancerede og kalibrerede komponenter for at fungere fejlfrit. Det er en delikat operation, der kræver omhu og færdigheder, hvilket Perrelets urmagere heldigvis besidder på fabrikken i Biel/Bienne. Perrelets historie går helt tilbage til 1777, hvor Jean-Louis Perrelet grundlage sit urmageri i Neuchatel. I 2004 blev det opkøbt af Miguel Rodriguez, der ejer Festina Group – et konsortium der bl.a. også ejer Jaguar Watches og værkproducenten Soprod.

Pålideligt urværket indvendigt

Selve urværket er det selvoptrækkende kaliber P-331-MH, der er designet og fremstillet af Soprod efter Perrelets ønsker. Værket anvender et balancehjul, der vibrerer ved 28.800 svingninger i timen og er blevet certificeret af både COSC og Chronofiable® for sin pålidelighed og præcision. Finishen er også upåklagelig, bl.a. med mønstre på broerne og en udskåren, rhodiumbelagt og børstet rotor med Perrelet-logoet.

Der er lavet 99 stk. af den nye pokermodel, og blot en enkelt model har fået lov at komme til Danmark – den kan opleves hos Bonell’s i Fields.

Del denne artikel:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest