Ifølge forfatter og journalist Christian Martinez er ursamleri lidt af en sindslidelse. Her kan du få et indblik i hans private samling og få hans egen fortælling om, hvordan urinteressen startede med et pendulur i barndomshjemmet, om hvorfor grimme ure, kan være gode ure – og om hvordan han følte sig fuldstændig gakket ved at betale 9.000 kroner for sit første Rolex tilbage i 1990erne.
Sponsoreret indhold
“Min første interesse for ure kom fra min far. Da jeg var barn, boede vi i Barcelona, og på et tidspunkt ville vores naboer smide deres vægur med pendul ud, men min far tog det og satte sig for at restaurere det. Det var ikke noget særligt, det var sådan en helt klassisk trækasse med en messingring og et messingpendul. Min far var bankmand og vidste ikke en skid om ure, han syntes bare det var spændende, og han var meget tålmodig og meget grundig, når han gik i gang med noget. Så han skilte det ad, og så tog fanden ved ham. Han smurte det og satte det sammen igen – og så gik det! Jeg kan huske, at det skulle trækkes op en gang om dagen, der var to store huller midt på skiven, hvor man skulle dreje en nøgle. Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var, måske 6-7 år, men det var min opgave, lidt ligesom at slå græs. Jeg har lige læst en artikel, hvor pointen er, at hvis man giver sine børn opgaver til husholdningen, så bliver de faktisk lykkelige mennesker. Jeg ved ikke, om han dermed gav mig en lille gave, men jeg tog den i hvert fald på mig, og så var det bare sådan en ting, jeg skulle gøre dagligt. Det lyder måske lidt som en Werthers Echte-reklame med det her far-søn-forhold, men i virkeligheden syntes jeg nok dengang, at det var kedeligt at trække det ur op – man skulle virkelig bruge kræfter på at trække det op.”
– og så til en brøkdel af prisen.”
Swatch og krigsure
“Interessen for armbåndsurene kom først i mine teenageår i 1980erne. Vi var flyttet tilbage til Danmark. Jeg har altid joket med, at vi byttede Barcelona ud med Greve Strand. Det var jeg ikke helt tilfreds med – jeg nægtede faktisk at tale dansk i starten. Vi rejste stadig en del til Spanien, og jeg tror det var i lufthavnen, at jeg lagde mærke til de helt nye Swatch-ure, der kom midt i 1980erne. Så der er noget sommerferiestemning og gode associationer over dem for mig. Jeg købte selv et par stykker, og det tror jeg kickstartede min interesse. Da jeg senere læste på universitetet, begyndte jeg for alvor at interessere mig for de lidt dyrere ure. Jeg plejer at kalde Swatch for et gateway drug – når først du begynder med de billige ure, så går der ikke længe, før du lige pludselig kigger på ældre schweiziske ure. Jeg begyndte at lede på Ebay, der var helt nyt dengang. Jeg købte bl.a. gamle krigsure og piloture fra Vietnamkrigen og fra 2. verdenskrig. Tit var det noget totalt lort, men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt. Jeg betalte nogle lærepenge, men det var heldigvis altid billige ure.”
Det første Rolex
“Mit første dyre ur købte jeg, mens jeg læste på universitetet. Det var et brugt Rolex Air King på 34 mm og med Oyster Bracelet ref. 5500. Det kostede 9.000 kroner, og jeg syntes, det var sindssygt. Jeg var faktisk flov over, at jeg ville give så mange penge for et ur, for det gjorde man bare ikke – det var bare for gakket at bruge så mange penge på. Jeg købte uret af en engelsk forhandler uden at have set det i virkeligheden, og det var grænseoverskridende – det gjorde man slet ikke dengang i 1990erne. Jeg var glad for uret, det var lidt underspillet og meget elegant, det kunne bruges til alt. Jeg var nok i midten af tyverne og følte, at nu havde jeg fået mit første, rigtige ur.”
“Jeg solgte senere uret, og det gjorde lidt ondt, men det lå bare i en skuffe, for jeg syntes, det var blevet uinteressant. Det var bedre, at det kom ud og opleve verden på en anden hånd. Jeg har altid været en ret usentimental ursamler, så derfor har jeg skilt mig af med det meste igen. Lige nu har jeg cirka ti ure og arbejder benhårdt på at komme ned på fem. Jeg plejer at citere forfatteren William Gibson for at sige, at han egentlig ikke ville have en ursamling – det var bare biproduktet af hans interesse for ure. Og det tilslutter jeg mig 100%, fordi du bliver nødt til at have urene for virkelig at forstå dem. Så har du dem i en periode, hvor du finder ud af, om det er noget eller ej. Det er også for mange penge at have liggende i en skuffe, hvis man ikke bruger dem. Jeg interesserer mig også for motorcykler, og på et tidspunkt havde jeg to, og det stressede mig, for det var svært nok at finde tid til at køre på den ene.”
“Det her var min fars ur. Det blev oprindeligt solgt til en forhandler i Peru. Jeg købte det faktisk selv på en rejse i Sydamerika, men da jeg kom hjem med det, blev min far begejstret for det. Jeg ved ikke, hvorfor han var så glad for det, men han skulle altid se det, når jeg besøgte mine forældre. Jeg endte med at forære ham det, og så bar han det i 10 år, indtil han døde. Derefter fik jeg det retur. Det er et ur, jeg ikke kan skille mig af med.”
Jagten
“Jeg har altid været tiltrukket af det der med jagten på et ur – det er for mig at se halvdelen af fornøjelsen. Det kan tage flere år, hvor jeg har udset mig nogle modeller og så går og holder øje med, om der dukker et op til en god pris. Jeg ønsker faktisk ikke for nogen, at de skal blive ursamler – for det er en form for sindslidelse. Men hvis man alligevel kaster sig ud i det, vil jeg anbefale, at man finder ud af, hvad man selv kan lide. Man skal ikke tænke så meget på, hvad andre mennesker tænker – især ikke urnørder. Et ur er som et personligt smykke, der siger noget om, hvem man vil opfattes som.”
“De fleste af mine ure er det, jeg vil kalde neo-vintage, altså sådan 10-20 år gamle. Jeg er ikke så vild med de helt gamle ure, fordi det kan være svært at få dem serviceret. Til gengæld kan jeg også godt lide kvarts-ure – jeg er faktisk kæmpe fan af kvarts, især dem fra Grand Seiko. Jeg har på et tidspunkt haft en af deres modeller med et kaliber 9R, og jeg synes bare, at det er fascinerende, det der med, at man kan lave noget, der er så præcist. Jeg er slet ikke sådan en mekanisk snob, men det er trods alt mekaniske ure, jeg har flest af – fra Schweiz, Tyskland og Japan. Jeg har et lidt særligt forhold til Grand Seiko. Jeg er fascineret af alt japansk, og så er jeg vild med, at deres ure er så underspillede – det er ikke alle, der kender mærket. Jeg vil gerne have kvalitet, men jeg gider ikke blære mig med det.”
Arbejdet
“Da jeg i sin tid foreslog Euroman at lave et urformat, kickstartede det min overgang fra ren hobby til at være en del af mit arbejdsliv. Så kom min bog efterfølgende (‘Ure Historien om de største brands og ikoniske armbåndsure’, 499,95 kr, red.). Derefter har det udviklet sig organisk, og de to ting hænger godt sammen. Hvis ikke jeg havde en oprigtig interesse for ure, ville jeg ikke kunne blive ved med at kunne komme med nye historier og emner. Man får åbnet sin verden lidt og lærer nogle sindssygt spændende mennesker at kende. Jeg har fået nye venskaber, så hobby og arbejde smelter sammen. Jeg tror, det er fordi det er startet som hobby, at det er blevet så nemt for mig – for det kommer fra hjertet, for at bruge en kliche.”
Designet og drømmeurene
“For mig starter det altid med en æstetisk oplevelse af designet. Glasuren på kagen er, hvis teknologien er banebrydende, eller uret har en historie, fordi det var med på månen eller Antarktis. Jeg køber ikke blot et ur, fordi det er pænt, der skal være en historie bag, et ekstra lag. Nogle ure er sjove, selvom de er grimme – hvis bare der er en historie bag. Jeg har fx det her tudegrimme Casio, som jeg købte, da jeg lærte at dykke. Jeg var 19-20 år og var på en ø uden for Honduras, og i dykkerbutikken på fastlandet havde de kun ét dykkerur, og det var det her. Det kostede 350 kr., og jeg dykkede med det uafbrudt i 2-3 måneder. Det var dengang før man havde dykkercomputer, så vi brugte jo faktisk stopursfunktionen til at regne med. Uret endte med at blive helt smadret, så derfor har jeg købt et nyt, for det har en god historie for mig. Senere har jeg i øvrigt opdaget, at Tom Cruise har det på i en af de tidlige Mission Impossible-film.”
“Hvis jeg en dag vinder i lotto, drømmer jeg om et Credor Eichi II. Det er sindssygt smukt, helt minimalistisk med en hvid emaljeskive, men det koster nok en halv million. Hvis penge ikke var et issue, kunne jeg også godt tænke mig et Vacheron Constantin Mercator-ur. De er lidt quirky og har sådan et verdenskort på skiven, mens viserne ligner en passer, der måler kortet op. De er desværre helt umulige at få fat i. Jeg kunne også godt drømme om et Svend Andersen Worldtimer.”
“Der er ikke så mange, der kender det mærke,
men det er et superfedt ud, der sidder godt.
Det var sådan en slags ur, den amerikanske
præsident Harry S. Truman gik med.”
‘Blizzard’ limited edition (1.000 stk.).
