Købesum: Så mange penge købte danskerne bolig for i juli

Af Henriette Hejlskov, Boligsiden

En ny opgørelse fra Boligsiden viser, at der blev brugt færre penge på boligkøb i juli sammenlignet med den foregående juni måned. Dog overgår købesummen for juli i år beløbet for samme måned i tidligere år.

Danskerne købte i alt bolig for 19,2 milliarder kroner i juli måned, viser en ny opgørelse fra Boligsiden.
Dermed dalede boligforbruget med 6,9 procent sammenlignet med måneden forinden, hvilket svarer til en nedgang på omkring 1,5 milliarder kroner.

Dog udmærkede købesummen for juli i år sig ved at være det tredje højeste beløb for juli-salget målt i Boligsidens statistikker – kun overgået af købesummen for juli i rekordårene 2020 og 2021.
”Vores seneste handelstal viste, at boligsalget dalede en smule fra juni til juli måned, og af den grund er det helt naturligt, at der også blev brugt færre penge på boligkøb i juli sammenlignet med juni,” siger Birgit Daetz, som er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og tilføjer:

”Nedgangen i købesummen i juli måned skyldes primært, at det er den måned, hvor de fleste danskere holder sommerferie, og derfor går boligmarkedet som regel lidt ned i gear på det tidspunkt. Det er dog værd at bemærke, at der stadig blev solgt bolig for et stort beløb i juli i år, hvilket også hænger sammen med, at boligpriserne generelt set er steget den seneste tid, mens antallet af solgte boliger også var på et højere niveau denne juli, end det har været tilfældet i tidligere år.”

Sådan fordeler boligforbruget sig
Ud af de 19,2 milliarder kroner, der i alt blev brugt på boligkøb i juli måned, blev flest af pengene brugt på boligtypen villaer og rækkehuse, som stod for 12,2 milliarder kroner af det samlede boligforbrug.
Derudover blev der brugt 4,1 milliarder kroner på ejerlejligheder, mens der blev brugt 1,6 milliarder kroner på sommerhuse.

Fælles for de tre boligtyper er, at købesummen for juli i år overgår boligforbruget for samme måned i tidligere år med undtagelse af coronaårene 2020 og 2021.

Del denne artikel:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Annonce

Seneste

Seneste nyt om biler

Altid up-to-date om bilbranchen