Der blev solgt flere byggegrunde i 2024 end i 2023, men sammenlignet med perioden før corona er købelysten faldet. Høje byggeomkostninger og klimabevidsthed kan spille ind.
Drømmen om at få et spritnyt hus lever fortsat hos mange, og i 2024 kom 1.426 et skridt nærmere. De købte nemlig en helårsgrund.
Antallet af solgte helårsgrunde i 2024 var dermed højere end året før, hvor der blev solgt 1.288 helårsgrunde. Men sammenligner vi 2024-salget med gennemsnittet for årene 2015-2019 inden corona, ligger sidste års salg 30 procent lavere, og vi skal tilbage til 2014 for at finde et år, hvor der blev solgt færre grunde end i 2024.
”De samlede byggeomkostninger er steget kraftigt de seneste år, og de stiger fortsat. Det kan have fået køberne til at genoverveje helårsgrundene. Men samtidig så vi et kraftigt fald i antallet af helårsgrunde til salg i løbet af 2020 og 2021, og det samlede udbud er stadig ikke på niveau med tiden inden corona. Køberne har derfor færre valgmuligheder, hvilket også kan lægge en dæmper på salget,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Flere forhold, der kan havet påvirket byggelysten
Ifølge Danmarks Statistik er de samlede byggeomkostninger steget markant siden 2020. Materialepriserne begyndte at falde i 2024, men samtidig steg arbejdsomkostningerne endnu mere, så den samlede omkostning til byggeri fortsatte med at stige.
Udover de stigende omkostninger i byggesektoren er der også kommet øget fokus på klimabelastningen i nybyggeri. Det kan have fået nogle til at skifte præference fra nybyggeri til renovering af eksisterende bolig.
Sidst men ikke mindst har der været en stigning i antallet af byggerier ikke bare i coronaårene men også i årene op til. Faldet i salget af byggegrunde i 2024 skal derfor ses i forhold til de mange byggerier i årene før.
Salget af sommerhusgrunde stiger
Mens køberne er lidt mere afventende i forhold til at købe helårsgrunde, ser det anderledes ud for fritidsgrunde. Også her blev der solgt lidt flere grunde i 2024 end i 2023, men mere bemærkelsesværdigt er det, at der blev solgt lidt flere fritidsgrunde i 2024 end gennemsnittet i årene før corona på trods af de stigende byggeomkostninger.
”Der har været massiv interesse for sommerhusene siden corona, og udbuddet er blevet udhulet. Mange har vendt blikket mod byggegrundene for at kunne få det sommerhus, de drømmer om. Fordi sommerhusene er mindre end helårshusene, og mange kan leve uden dyre detaljer, er byggeomkostningerne også lavere og mere overkommelige,” siger Birgit Daetz.
Udbuddet af sommerhuse er dykket fra 13.200 i juni 2016 til 3.900 i februar 2021. I december 2024 lå det på 5.800.
Solgte byggegrunde i de seneste år
Type | Solgte 2024 | Solgte 2023 | Gns. solgte 2015-2019 | Ændring 2024 vs. gns. 2015-2019 |
Helårsgrund | 1.426 | 1.288 | 2.047 | -30% |
Sommerhusgrund | 596 | 592 | 586 | 1,7% |
Kilde: Boligsiden