Oris har for nyligt lanceret en feminin pendant til deres populære Kermit-ur – nemlig en pink 34 mm udgave af ProPilot X, hvor Muppet-figuren Miss Piggy gemmer sig på bagkassen.
Sponsoreret indhold
Hvem elsker ikke figurerne fra The Muppet Show? Kermit, Gonzo, den svenske kok og ikke mindst den højlydte og meget selvstændige Miss Piggy har været elsket lige siden de første gang tonede frem på skærmen i 1974.
I år har schweiziske Oris endnu engang slået sig sammen med The Muppets-universet og lanceret et nyt, iøjnefaldende ur dedikeret til den ikoniske diva, Miss Piggy. Det nye Oris ProPilot X Ms. Piggy Edition kombinerer schweizisk urmageri med en legende tilgang og er en hyldest til Miss Piggys glamourøse og temperamentsfulde personlighed.
Højtflyvende gris
Nyheden er baseret på Oris’ populære pilotur ProPilot X, men med et særlig Miss Piggy-twist. Det rå pilotur er formindsket til 34 mm, men du får stadig referencer til flyindustrien med den riflede krans, den store krone og låsen på lænken, der åbner sig som sikkerhedsselen på et flysæde.
Skiven er en blændende pink farve, der matcher Miss Piggys signaturlook, og som en ekstra shiny detalje er der placeret en laboratoriedyrket, baguettesleben diamant ved klokken 12. På den spejlblanke bagside er der et lille kig ind til rotoren, og hvis du drejer uret lidt, kommer Miss Piggy til syne i et lille vindue.
Selve urkassen er i titanium og giver et moderne, let og robust udtryk. Indvendigt ligger Oris’ kaliber 531, der er et mekanisk urværk med automatisk optræk, baseret på det klassiske Sellita SW100.

Skabt med humor til selvstændige kvinder
Oris har længe haft en et motto, der lyder: “Go your own way!” Samtidig har mærket en ambition om at “put a smile on your face”, som de udtrykker det, og dén målsætning nås næppe bedre end med dette ur. Men hvad fik egentlig mærket til lige at vælge Miss Piggy? Det kan Oris’ Co-CEO, Rolf Studer, forklare: “Kort sagt, fordi hun er den perfekte person til at fortælle Oris’ historie, og hun er et fremragende eksempel på at gå sin egen vej. Jeg har altid set Miss Piggy som en glamourøs og stærk kvinde med en unik sans for humor.”
Tror du, hun er et godt forbillede for nutidens unge kvinder?
“Ja! Hun udstråler selvtillid og uafhængighed og forbliver tro mod sig selv. Selv med sin overdrevne personlighed beviser hun, at ambition og vedholdenhed er nøglen til succes. Unge kvinder kan lære af hendes evne til at forfølge deres mål og drømme uden at gå på kompromis med glæden ved at være fantastisk.”