Midt mellem bådværft, glaspustere og industrihavn ligger Bendix Copenhagen – en smykke-
virksomhed, hvor høj kvalitet og personlig kontakt går hånd i hånd. Her driver Christina Bendix sin forretning fra Hundested og spænder, med 25 års erfaring, over både håndværk, design og kundeservice.
Sponsoreret indhold
”Jeg har ekstremt mange kasketter på,” siger hun. ”Jeg står i butikken, designer smykkerne, holder kundemøder, står for marketing – det hele. Det er meget, men det fungerer for mig.”
Christina blev uddannet guldsmed som ung og har arbejdet i mange grene af branchen. Hun beskriver sig selv som en blæksprutte – en, der kan lidt af det hele. Det, hun tidligere så som en ulempe, er i dag en klar fordel.
”Jeg har tidligere været lidt i tvivl om det der med at kunne mange forskellige ting – skrive, regne og lave smykker. Som om det ikke var fint nok, at jeg ikke ‘bare’ var håndværker. Men i dag ser jeg det som en styrke,” siger hun.
Et bevidst valg: Havnen i Hundested
Det var et bevidst valg at etablere virksomheden i Hundested. Oprindeligt havde Christina og familien planer om at sælge smykkerne i andre butikker, men et møde på havnen ændrede kursen.
”Vi kom lidt for tidligt til vores møde og besøgte glaspusterne Backhaus Brown, som vi kendte i forvejen. I samtalen opdagede de, at jeg er guldsmed, og spurgte: Kan I ikke åbne en guldsmed her? Allerede på vej hjem var idéen plantet. Det føltes rigtigt at blive en del af det kreative miljø,” siger hun. ”Vi kan godt lide kontraster og at gøre tingene på en måde, man ikke nødvendigvis forventer.”
Hundested byder på netop det: Fiskekuttere, industri, lystbåde, spisesteder, kunsthåndværk og storslået natur. Det er den blanding, Christina holder af.
”Folk bliver tit overraskede over, hvor meget der foregår her. Det er en levende havn, og samtidig er der ro og noget særligt,” siger hun.

Grafisk design med kant
Christinas smykker er præget af grafiske former og rene linjer. Designet begynder ofte med materialerne – ikke en stor fortælling.
”Jeg bliver inspireret af former og materialer. Jeg arbejder grafisk og enkelt. Nogle gange ender det med, at smykkerne ligner noget – men det er ikke planlagt.” Glacier-kollektionen er et eksempel.
En oplevelse med nærvær
Hos Bendix Copenhagen er den personlige oplevelse afgørende. Christina lægger vægt på, at kunderne føler sig trygge og får den faglige information, de ønsker – især fordi smykker ofte har både høj værdi og stor betydning.
”Man køber mange ting bag en skærm i dag. Hos os handler det om nærvær og følelsen af at blive set. Det handler om tillid – både til os og det, man køber,” siger hun.
Kvalitet med omtanke
Smykkerne fremstilles i både Schweiz og Danmark. Christina samarbejder med håndværkere, hun stoler på – bl.a. sin tidligere mester og skolekammerater fra guldsmedeuddannelsen. Flere kunder ønsker at få omformet gamle smykker. ”Folk kommer med arvestykker eller smykker, de ikke bruger. Vi laver noget nyt ud af det – det giver mening og er bæredygtigt, især i tider med høje guldpriser.”

Stil uden støj
Christinas stil balancerer underspillet eksklusivitet med kant. Det handler ikke om at imponere med store armbevægelser, men om at skabe smykker, hvor unødvendige detaljer er skåret væk.
”Folk kommer her i sommerhustøj og sejlertøj og bliver alligevel mødt af noget eksklusivt. Det skal ikke være stift – det skal føles nærværende og oplysende.”
Hos Bendix Copenhagen er målet klart: At levere kvalitet og nærvær i unikke omgivelser. Det er måske ikke det oplagte sted til en smykkeforretning – men netop dét gør oplevelsen særlig.
Læs mere på www.bendixcopenhagen.com