Sanselige Toscana stedet for livsnydere

Af Kåre Peitersen

Italiens skønneste region rummer alt det, der er vidunderligt i livet. Varm sol og krystalklart vand, enestående landskaber og en arkitektur, der bærer på flere hundrede års historie. Vin i verdensklasse og et køkken, der i al sin enkelhed er så velsmagende og autentisk, at det aldrig lader sig true af moderne strømninger.  Et besøg i Toscana berører alle sanser med duft, smag og lyd, som kun kan opleves lige præcis her.

Det er, som om tiden står stille. Ingenting haster, kun nuet tæller. Måske netop derfor slapper man af på en helt særlig måde, når man er i Toscana, som ikke uden grund betegnes som den skønneste region i Italien. Romantisk og enestående. Så fuld af historie og kultur. Det første, der imponerer, er landskabet, mangfoldigt og varieret. Fladt i nord, mere bakket i syd og i nuancer af grønt så langt øjet rækker.

Her er cypresser, vinmarker, olivenlunde, citron- og appelsinplantager, der dufter og pryder – og en lyd af cikader, der lægger sig som et stemningsfuldt lyd- tæppe om de mange oplevelser.

Husene er lysegule og okkerfarvede og skodderne grønne i perfekt harmoni med al den frodige natur, der kendetegner området, mens den 328 km lange kyststrækning byder på krystalklart vand og indbydende strande med det fineste hvide sand.

Vejret er behageligt, omkring 28 grader i sommermånederne og med hele 13 soltimer om dagen. Her leves livet udendørs, måske under en parasol, når solen står højest på himlen, eller på kanten af en pool, og vil man udfordres og beriges, er der rig mulighed for at gå på opdagelse i både kunst, arkitektur og natur.

Denne nordlige del af det centrale Italien har så meget at byde på, at man altid vil føle sig kaldet til at vende tilbage, når man én gang har været her. Toscana bliver man aldrig færdig med.

Regionens hjerte

Et besøg i Firenze opleves som at træde ind i historien. Firenze er hovedstaden i Toscana og kendt som regionens hjerte. Byen er også centrum for Italiensk renæssancekunst og er som ét stort som ét stort udendørs kunstmuseum, hvor man blot behøver vandre i gaderne for hele tiden at blive kulturelt beriget.

Renæssancen definerer overgangen fra Middelalderen til en moderne tid og er en periode fra det 14. århundrede til omkring 1600-tallet. Det startede som en kulturel bevægelse i Italien og i Firenze i særdeleshed og spredte sig til resten af Europa. Inspirationen fandt man i Antikken, hvor politik og demokrati, kunst og litteratur, filosofi og videnskab var i centrum, og derfor blev perioden navngivet renæssancen, som betyder ”genfødsel” på fransk. Det er en periode, som havde afgørende betydning for både kunst og litteratur, arkitektur og filosofi. Firenze er ikke større, end at det hele kan opleves til fods, og når man trænger til et hvil, er der utallige steder at slå sig ned for at nyde en god kop kaffe eller et måltid.

Byens mange springvand og fontæner fungerer også som naturlige åndehuller, ofte med storslåede statuer og spændende fortællinger. Den store ottekantede Neptunfontæne fra 1565 på Piazzadella Signoria med Neptun i centrum i en stridsvogn trukket af havhekse er fx en reference til Firenzes kommando over Middelhavet.

Store kunstnere præger perioden

En af de kunstnere, der vendte op og ned på den opfattelse af verdenen, som ellers havde hersket i århundreder, var Leonardo da Vinci. Hans mest berømte værk, Mona Lisa, der i dag hænger på Louvre i Paris, betragtes som et arketypisk mesterværk fra den italienske renæssance. mens Michelangelos marmorstatue af hyrden David, lige før han i en tilsyneladende umulig kamp mod kæmpen Goliat, kan ses på museet Galleria dell’Accademia. Er man i Firenze, bør man heller ikke snyde sig selv for et besøg på et af de mest berømte kunstmuseer i verden, Galleria degli Uffizi. Det ligger i det historiske centrum af byen og har en samling af uvurderlige værker.

I det hele taget er byen rig på arkitektoniske vidundere. Basilikaen Santa Croce er byens arkitektoniske symbol, ligesom Eiffeltårnet er det for Paris, og Colosseum for Rom. Det er en af de smukkeste bygninger i byen, hvor nogle af Italiens største ikoner inden for kunst og videnskab ligger begravet som Michelangelo, Galileo og Nicolo Machiavelli. Deres betydning for italiensk kultur og historie understreges af de storslåede sarkofager og grave.

Den gamle stenbro fra Middelalderen, Ponte Vecchio, der går over floden Arno, er et populært sted at lade sig fotografere. De fine små huse i pastelfarver, der nærmest hænger ud over broen, er som en bydel i sig selv med fine små butikker og mange guldsmede, hvor forelskede par køber forlovelses- og vielsesringe. I det hele taget er Firenze fuld af små forretninger med sjæl og skønne markeder, hvor man kan gøre sjove fund.

Det autentiske køkken

Det italienske køkken er et af de mest populære og kan nydes over hele verden. Dog smager det ikke bedre nogen andre steder end lige netop her.

Det toskanske køkken er kendt for sin enkelhed og sine enestående råvarer som udsøgte grøntsager, der har fået lov at modnes i den varme sol og vokse sig fulde af smag. De store tomater er helt specielt smagfulde og basis i egnsretten Pappa al Pomodoro, en suppe på friske tomater med basilikum og daggammelt brød. Kød har altid haft en central plads i det toskanske køkken, både skinke, vildt og den berømte fiorentinske bøf, men også fiskeretter og selvfølgelig pasta med forskellige typer af fyld og tilbehør. Det hele krydres med rosmarin, salvie, basilikum og selvfølgelig hvidløg. Et italiensk måltid i Toscana tæller gerne fire retter; antipasti, primo, secondo og dolce, og man giver sig god tid, for samværet og samtalen omkring bordet er mindst lige så vigtigt som selve maden.

Familie og venner samles om aftenen, når varmen har lagt sig, for at nyde maden og diskutere stort og småt med samme engagement og passion, som indgår i tilberedelsen af dagens måltid.

Vin i verdens klasse

Udover køkkenet er den lokale vin også en af de ting, man særligt rejser til Italien for. Toscana er sammen med Piemonte den vigtigste vinregion i Italien med Chianti og Brunello di Montalcino som de største vine fra området, begge fremstillet på druen Sangiovese. Producenterne spænder fra små familieejede gårde til store og mere professionelle vinslotte, og de fleste steder kan man komme på besøg, opleve produktionen og naturligvis smage vinene og købe med hjem til dage, hvor man ønsker at mindes en dejlig ferie.

Mens 80% af produktionen er rødvin, er de resterende 20% en blanding af hvidvin, rosé og egnens specialitet, Vin Santo, en sød dessertvin.

Historisk luksus – Villa San Michele

Toscana er rig på enestående steder at bo. På et stykke jord på Fiesole-bakkerne i Firenze ligger et hotel, som giver mulighed for oplevelser, man knap har fantasi til at drømme om. Hotellet har en helt speciel historie.

I midten af det 15. århundrede donerede den adelige Davanzati-familie jorden til en franciskanerorden, som byggede et kloster, der nu fem århundreder senere er blevet til et luksuriøst Belmond-hotel.

Villa San Michele indfanger renæssancens romantik, og indretningen er gennemsyret af historie.  Blandt andet tilskrives en af hotelles facader og en buegang båret af søjler, som i dag er hotellets panoramiske restaurant, selveste Michelangelo.  De 45 individuelt designede værelser og suiter er fordelt på tværs af klosterbygningen, og den private villa, der også kan lejes, har hele tre sove værelse.

Mange af værelserne nyder godt af private haver eller terrasser, mens specialfremstillede møbler og ikke mindst enestående badeværelser i klassisk Carrara-marmor fra Norditalien indbyder til selvforkælelse.

Skræddersy opholdet

Fra hotellet er der en enestående udsigt over byen og Chianti-bakkerne bagved den, hvorfra man kan nyde solnedgangen bag kupler og tårne i den florentinske skyline. Hotellets Cloister Bar giver mulighed for at kigge stjerner gennem glastaget og til lyden af blid klavermusik. De velplejede haver sørger til gen gæld for at sende dufte fra citrontræer, appelsinblomster og delikate roser.

Hvert forår omkranser en århundreder gammel blåregn den plænevendte facade i lilla blomster.  Her kan man hurtigt få dagene til at gå, ikke mindst ved den opvarmede pool, der ligger på bjergsiden og tilbyder en betagende udsigt over Arno-dalen.

Private picnics, udendørs massage og yogatimer kan nydes i haven, og en skiftende udstilling af samtidskunst og stedspecifikke installationer sikrer, at man også bliver udfordret og beriget på sine intellektuelle sanser. Hvis drømmen til gengæld er at raffinere sin kunnen i køkkenet, kan man tilmelde sig den verdenskendte Cookery School eller tage del i en cocktail master class med chefbartenderen som underviser, så man kan imponere egne gæster derhjemme med velsmagende drinks. Conciergen arrangerer gerne skræddersyede aktiviteter fra street art-ture til trøffeljagt, det er kun fantasien, der sætter grænser. Og ønsker man sig en tur til Firenze, bringer hotelles gratis shuttle gæsterne direkte ind i byens hjerte.

Castello Di Casole

Et andet af områdets Belmond-hoteller i særklasse er Castello di Casole. Det ligger dybt inde i det toskanske landskab og består af både et restaureret slot fra det 10. århundrede og en middelalder landsby, omkranset af vinmarker, olivenlunde, skove og enge, hvor hjorte, harer og vildsvin strejfer.

De fortryllende værelser, hvoraf nogle har haver eller terrasser, har synligt murværk og åbne pejse og er indrettet med brug af smagfulde italienske stoffer i harmoniske farvekombinationer. Fra den fredfyldte infinitypool er der udsigt over de bølgende bakker, mens den storslåede og hvælvede spa, der er beliggende i den tidligere vinkælder, byder på lækre drue-inspirerede behandlinger. Yoga og pilates kan til gengæld nydes på græsplænen.

Der er spisesteder både indendørs og udendørs. På en panoramaterrassemed udsigt over bakkerne kan aftenens udsøgte måltid indtages, altid baseret på lokale økologiske råvarer. Castello producerer både rødvin, olivenolie og honning.

Efter måltidet kan drinks nydes i Bar Visconti. Der er rig mulighed for at planlægge aktiviteter som guidede naturvandringer og trøffeljagt, ligesom det er oplagt at besøge Toscanas mest berømte vinmarker, som ligger i umiddelbar nærhed.

Har man mod på at udforske området på cykel, stiller hotellet cykler til rådighed.

Uanset, hvad man vælger at berige sin ferie med af oplevelser, kan man være sikker på, at et ophold i Toscana vil stå højt på listen over gode ferieminder resten af livet – og næsten med garanti kalde på et nyt besøg inden alt for længe.

Del denne artikel:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Annonce

Seneste

Seneste nyt om biler

Altid up-to-date om bilbranchen