Sådan skaber du det perfekte køkken til din bolig

Af alle rummene i boligen er køkkenet nok det, der har ændret sig mest gennem årene – og måske det rum, vi er mest knyttede til. En gang gemt væk som en praktisk robot i halvfjerdsernes parcelhuse, er køkkenet i dag hjemmets sociale centrum, der flyder sammen med spisestue og stue.
Men hvad er det egentlig, der definerer det moderne køkken, og hvordan finder man det rette design?
Vi har spurgt Steen Asbjørn, indretningsarkitekt hos uno form i København, som deler sin ekspertise om køkkenernes udvikling og funktion.

Ifølge Steen Asbjørn er køkkenets udvikling gået fra strengt funktionelt til at være en integreret del af boligens æstetik og indretning. “Tidligere var køkkenet et separat rum, næsten skjult fra resten af hjemmet. I dag er planløsninger ofte mere åbne, hvor køkkenet bliver en naturlig forlængelse af stuen eller spisestuen,” forklarer han.
Men det handler ikke kun om praktiske løsninger. “Køkkenet ses i dag som et møbel. Det skal være flot at se på og passe sammen med resten af boligens stil – uanset om det er et moderne funkishus eller et klassisk stråtækt sommerhus,” siger Steen Asbjørn.

Tidløse design eller trends?
“Folk ønsker ofte et køkken, der kan holde i mange år – både i kvalitet og æstetik. Men vi ser også en stigende interesse for blødere former og mere eksperimenterende materialer, som kan tilføje noget nyt og personligt til rummet,” fortæller Steen Asbjørn.
Han understreger dog, at det vigtigste er, at køkkenet passer til boligen og de mennesker, der bor der. “Når vi besøger folk, er vores første prioritet at forstå deres behov og sikre, at køkkenet komplementerer resten af hjemmet.”

Praktik med plads til skønhed
Det moderne køkken skal være både smukt og funktionelt. Men hvordan finder man balancen? “Vi starter altid med det æstetiske – hvordan det skal se ud. Men bagefter vurderer vi funktionaliteten,” forklarer Steen Asbjørn. “For eksempel kan det være en god idé at have to vaske, hvis familien laver meget mad, eller skabe ekstra opbevaringsplads ved at tænke i højden.”
Det kan være en god idé at inkludere ekstra høje skabe med en integreret stige løsning eller sokkelskuffer, for så optimerer man den plads der er til rådighed i køkkenet. “En gennemtænkt indretning” gør en stor forskel – især i mindre køkkener,” siger Steen Asbjørn.

Rådgivning er nøglen
For dem, der drømmer om et nyt køkken, anbefaler Steen Asbjørn at tage sig tid til at undersøge markedet, besøge udstillingsrum og være opmærksom på kvaliteten, da den varierer fra brand til brand. Overvej også, hvor meget hjælp du ønsker fra køkkenfirmaet – nogle sælger kun inventaret, mens andre tilbyder en totalløsning, hvor alt fra design til montering og håndværksarbejde er inkluderet. “Vælg en leverandør, der lytter, forstår dine behov og har kompetencen til at rådgive, uanset opgavens størrelse,” siger han.

Er et helt nyt køkken ikke aktuelt, kan opgradering af det eksisterende være en løsning. Mange ældre køkkenbrands tilbyder nye fronter til gamle skabe – en bæredygtig måde at give køkkenet et moderne udtryk. ”Den mulighed har vi også hos uno form, helt tilbage fra da Arne Munch skabte det første uno form køkken i 1968,” fortæller Steen Asbjørn.

Lyset, der gør forskellen Belysning er en ofte overset, men afgørende faktor i køkkenet. “Godt arbejdslys er vigtigt, men rummet bør også have flere lyskilder for at skabe variation og stemning,” siger Steen. Lys under skabe giver et funktionelt lys, mens flere lyspunkter i rummet gør belysningen mere fleksibel og behagelig. Han advarer mod kun at placere en loftslampe eller spots i en lige linje midt i rummet, da det sjældent giver en optimal lyssætning.

Køkkenet som investering
Et nyt køkken er ikke kun en investering i ens eget livskvalitet – det kan også øge boligens værdi. “Et velindrettet køkken gør det lettere at sælge en bolig. Selvom man måske ikke får alle pengene tilbage, er det med til at skabe et godt indtryk,” afslutter Steen Asbjørn.

Køkkenet er altså ikke længere kun et arbejdsrum, men et sted, hvor design, funktion og livskvalitet går op i en højere enhed. Med den rette vejledning kan man skabe et rum, der både fungerer i dag – og vil gøre det i mange år fremover.

Del denne artikel:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest