I 2024 kom der samlet set 117.664 boliger til salg. Det svarer til, at der hver eneste dag på hele året er sat 322 boliger til salg. Dermed har det samlede antal nyudbudte boliger sidste år været på niveau med 2019.
Mange boligkøbere kan formentlig genkende den stille glæde, der viser sig, når beskeden om en ny bolig på markedet tikker ind.
For er man seriøst på udkig efter en ny bolig, er det ofte en intensiv søgning, hvor hver en mulighed vendes og drejes. Det er jo trods alt drømmehjemmet, de fleste er på udkig efter.
I den sammenhæng var 2024 et relativt godt år. For efter 2022 og 2023, hvor der skete en nedgang i antallet af nyudbudte boliger, så blev 2024 året, hvor vi igen kom op på samme niveau i antal nyudbudte boliger som i tiden før corona.
Boligsidens tal viser, at der i 2024 samlet blev sat 117.664 boliger til salg.
Det er 10 procent flere end i 2023, 8 procent flere end i 2022 og samtidig på niveau med 2019, hvor der dengang var 117.288 sælgere, der bød sig til på boligmarkedet.
”2024 blev på mange måder året, hvor boligmarkedet fandt tilbage til sit vante leje efter et par år med mere usikkerhed. Generelt skete der en fremgang i salget, priserne fulgte med, og derfor giver det også god mening, at der også har været en fremgang i antallet af nyudbudte boliger,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden og tilføjer:
”Samtidig har sidste års fremgang på boligmarkedet formentlig også fået flere af de sælgere, som opgav deres salg i 2022 og 2023, til at prøve igen og sætte boligen til salg på ny i 2024, hvilket derfor også er en del af forklaringen på det stigende antal sælgere.”
Flest nye hus- og sommerhussælgere
Dykker vi længere ned i tallene og retter blikket mod de tre største boligtyper, nemlig huse, sommerhuse og lejligheder, er det tydeligt, at fremgangen i købernes valgmuligheder især er skabt på baggrund af flere nye hus- og sommerhussælgere. For i 2024 kom der samlet 73.424 villaer og rækkehuse til salg, hvilket er 10 procent flere sammenlignet med både 2023 og 2022. Samtidig ligger 2024-niveauet faktisk også 7 procent højere end i 2019.
For sommerhusene er der sket en stigning på henholdsvis 20 og 26 procent sammenlignet med det samlede antal sommerhuse, der blev sat til salg i 2023 og 2022, og her ligger 2024-niveauet 3 procent højere end i 2019.
Alt imens de 21.130 ejerlejligheder, der i alt blev sat til salg i 2024, blot er 3 procent flere end i 2023 og færre end niveauet for både 2022 og 2019.
”Lejlighederne kom mere stille fra start i 2024, og imens huskøberne fik flere nye villaer og rækkehuse at vælge imellem i begyndelsen af året, har tilgangen af nyudbudte lejligheder ligget mere stabilt igennem hele året. Derfor er der heller ikke kommet ekstra mange varer på hylderne på denne del af boligmarkedet. Tværtimod er det samlede udbud af lejligheder faldet i slutningen af 2024, fordi salget samtidig er steget, og vi ikke har set den samme stigning i antallet af sælgere som for huse og sommerhuse,” forklarer Birgit Daetz.
Flere boliger i 2025
For de boligkøbere, som fortsat er på jagt efter ny bolig, er der gode nyheder. For tendensen med stigningen i antallet af nyudbudte boliger på markedet er fortsat ind i de første uger af 2025.
År | Alle boligtyper | Villaer/rækkehuse | Ejerlejligheder | Sommerhuse |
2024 | 117.664 | 73.424 | 21.130 | 13.211 |
2023 | 107.422 | 66.453 | 20.424 | 10.968 |
2022 | 108.854 | 66.936 | 21.367 | 10.463 |
2021 | 128.756 | 74.687 | 26.012 | 15.180 |
2020 | 119.574 | 68.380 | 23.276 | 14.919 |
2019 | 117.288 | 68.698 | 23.099 | 12.883 |
Gns. 2015-2019 | 113.470 | 64.462 | 23.963 | 12.418 |
Ændring 2023-2024 | 10% | 10% | 3% | 20% |
Kilde: Boligsiden.dk
Artiklen er lavet i samarbejde med Boligsiden.dk