Nu kan Multiform skabe en rød tråd i hele boligen

Af Kåre Peitersen

Vi kender Multiform som producent af eksklusive snedkerkøkkener, men nu udvider køkkenfirmaet fra Kibæk konceptet med nye møbelløsninger til resten af hjemmet. Så hvis du mangler et walk-in i soveværelset, en skænk til stuen måske et vinrum i kælderen, kan Multiform hjælpe dig.

Multiform er kendt for at skabe skræddersyede snedkerkøkkener af højeste kvalitet, men Multiform kan meget mere end at fremstille køkkenelementer, og nu styrker man ambitionen om at brede sig ud i hele boligen med en række nye møbelløsninger, der binder hjemmet sammen.

”I dag er boligerne åbne og indbydende, så traditionelle skel mellem fx køkken og de øvrige rum forsvinder. Derfor er det naturligt, at vi breder os til endnu flere dele af boligen med speciallavede møbelløsninger, som skaber en rød tråd i boligindretningen,” siger Allan Meyer, CEO i Multiform.

Ser rummet som en helhed

Multiforms indretningsarkitekter ser netop på hjemmet som en helhed, når de rådgiver om indretning. Og hos Multiform er det ikke rummet, der bestemmer indretningen, men den anden vej rundt. Alt er lavet efter mål og ønsker. Forbrugerne kan kombinere farver, materialer og træsorter, så de får den funktionalitet og det udtryk, der passer til den enkelte.

Allan Meyer, CEO i Multiform mener, det er Multiforms styrke at kunne kombinere optimal funktion med passion for materialer og tidløst design.

Netop fordi alt fra Multiform er speciallavet til den enkelte kunde, er der i princippet ingen grænser for de møbelløsninger, som Multiform kan levere. Hvis en familie drømmer om et vin-rum, som binder køkken og stue sammen, så bliver det tegnet, designet og produceret. Det kan også være en skænk til stuen, som matcher et af Multiforms klassiske køkkener. Eller en garderobe efter mål, som er indrettet helt efter familiens ønsker.  Eller en multifunktionel bænk fra køkken til stue, som skaber sammenhæng mellem de to rum.

Rammer ned i tidsånden

De nye møbelløsninger bliver lavet i samme kompromisløse kvalitet, som virksomhedens køkkener har været kendt for siden 1982. Alt fremstilles på snedkeriet i Kibæk, hvor man har oparbejdet årtiers erfaring med at skabe unikke møbler ud fra en kombination af moderne maskinarbejde og klassiske håndværksteknikker.

”Vi ser en stærk tendens blandt forbrugerne med hensyn til, at mange ønsker sig langvarige forbrugsgoder, som er tidløse i designet og i en kvalitet, der holder til hverdagens slid i generationer. Stadig flere er bevidste om, at vi ikke kan blive ved med at købe og smide væk, som vi har gjort i årtier. En mere bæredygtig måde at tænke på, som passer perfekt med Multiforms kompromisløse tilgang. Derfor er jeg sikker på, at timingen for flere møbelløsninger fra vores hånd er rigtig,” siger Allan Meyer, CEO i Multiform.

Et nyt katalog giver inspiration til en række forskellige møbelløsninger til hele hjemmet.

Se mere på www.multiform.dk

Fakta

Multiform blev etableret i 1982 af Carsten Michelsen, der havde en vision om at designe en køkkenklassiker, der matchede 1950’ernes danske møbeldesignere og leve videre på tværs af generationer. De første køkkener – Form 1 køkkenet – blev lavet på et værksted i en aarhusiansk baggård i Vestergade 47. Siden flyttede virksomheden til Kibæk ved Herning, hvor den ligger i dag. Alle køkken- og møbelløsninger skræddersys til den enkelte kunde.

Multiform er i dag ejet af Ballingslöv-koncernen – filosofien bag er uforandret.

Del denne artikel:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest