Det handler om ordentlighed

Ejendomsmæglerfirmaet Brix Westergaard A/S har specialiseret sig i at formidle eftertragtede liebhaverejendomme langs Sjællands nordkyst – fra Rungsted til Helsingør og videre til Hornbæk og Dronningmølle til Tisvildeleje.

Ejendomsmæglervirksomheden Brix Westergaard A/S blev etableret i 1984 af Mogens Brix Westergaard. Mogens flyttede til Hornbæk efter at have solgt sin mæglerforretning i København og afviklet andre forretningsmæssige engagementer her. Nu var tanken, at han ville drosle lidt ned arbejdsmæssigt og kaste sin energi på andre ting, men det viste sig hurtigt, at der var efterspørgsel på hans forretningsmæssige kompetencer i byen.


Derfor startede han en ny ejendomsmæglerforretning i Hornbæk, hvor fokus på salg af liebhaverejendomme blev omdrejningspunktet. Med tiden blev der behov for flere medarbejdere, og i 1995 startede sønnen, Rasmus, i forretningen. Dette gav mulighed for at udvide forretningsområdet til at varetage salget af alle typer ejendomme på Nordkysten. Det har den familieejede ejendomsmæglerforretning nu gjort med stor entusiasme, engagement og professionalisme i snart 40 år.

“At sælge boliger er vores passion og det at være ejendomsmægler er for os en livsstil. Vi er dedikeret til opgaven og giver meget af os selv for at løse den vigtige opgave vi er stillet. Derfor er det også en stærk force hos os, at vi elsker vores arbejde og det smukke Nordsjælland, som vores boliger ligger i. Hos Brix Westergaard har vores måde at drive forretning på altid haft afsæt i de gamle dyder, dem der handler om stor indsatsvilje, ærlighed, gensidig respekt, tilstedeværelse og overholdelse af aftaler. Eller kort sagt: ordentlighed,” forklarer Mogens Brix Westergaard.

Rasmus supplerer: “Jeg synes vi har et spændende og alsidigt job. Vi skal være omstillingsparate og indstillet på, at intet er statisk. Vi skal være klar når efterspørgslen på boliger er stor og det hele går hurtigt og optimistiske og vedholdende når ”pilen vender ned af” og markedet er trægt og det går lidt langsomt. Fagligt skal vi holde os opdaterede og på tæerne hele tiden, så vi kender indgående til ny lovgivning og kan rådgive vores sælgere bedst muligt.


Dybe rødder på Nordkysten

I dag ligger forretningen i ”Den Gamle Smedje” i hjertet af Hornbæk, og medarbejderstaben består i dag af fire erfarne ejendomsmæglere, der alle har dybe rødder på Nordkysten. Det betyder, at de kender områderne helt ned til de små hemmelige stier, de skønneste, grønne områder og de bedste ruter til gå- og cykelture. Alle sørger for at holde sig orienteret om, hvad der sker lokalt. Hvis der åbner en ny butik eller restaurant, og når der er arrangementer på havnen, stranden eller andre steder, kigger Mogens, Rasmus eller en af de andre så vidt muligt forbi.

“Vi er fleksible og tilgængelige og gør gerne en ekstra indsats for at få enderne til at mødes. Vi gør det også fordi det oprigtigt interesserer os og fordi det ligger i vores DNA at arbejde hårdt og leve op til vores sælgeres forventninger. Vi er meget opmærksomme på, at vi er ansat af dem, til at varetage deres interesse. Der er ikke noget bedre end den følelse, der opstår, når vi har fundet den rigtige køber til vores kunders boliger og alle parter er glade. Det er de oplevelser, der gør arbejdet værdifuldt,” siger Rasmus Brix Westergaard.


Liebhaverejendomme af alle slags

Brix Westergaard sælger alle former for boliger på hele Nordkysten. Alt fra store liebhaverejendomme der koster tocifrede millionbeløb, til mindre ejerlejligheder.

“Vi møder alle typer mennesker, og det er meget forfriskende og er samtidig med til at gøre vores arbejdsdag ekstra interessant. Vi skal kunne tilpasse os efter de mennesker og den bolig vi står overfor og der er ikke én bolighandel der er ens,” siger Mogens Brix Westergaard.

Professionelt team
Hos Brix Westergaard er alle fire medarbejdere erfarne, velkvalificerede og uddannede ejendomsmæglere. Det betyder, at alle kender processerne i en ejendomshandel helt ned i mindste detalje, og at de altid kan svare kunden på alle de spørgsmål, der måtte dukke op i et salgs- eller købsforløb. Alle medarbejdere møder kunden og ser fysisk de boliger, vi har til salg. På den måde kan alle medarbejderne svare på spørgsmål fra interesserede købere, så ingen ringer eller kommer forgæves. I ”marken” vil man typisk møde Marianne, Mogens og Rasmus, i mens Trine varetager sagsbehandling, køberrådgivning og administration på kontoret.

“Det er vigtigt for os at skabe et trygt og tillidsfuldt forhold til vores kunder. Intet må overlades til tilfældighederne, når vi handler med sådan en værdifuld ”vare”, som et hjem er. Vi ser en vigtig opgave i at lytte og sætte os ind i den enkelte kundes behov og situation samt at skabe en tryg og rolig situation. Vi giver os god tid, og ud fra de mange positive tilbagemeldinger og anbefalinger vi får fra vores kunder, véd vi, at det er den rigtige måde at arbejde på. Én af vores kerneværdier er – og har altid været, at vi gerne vil personificeres med ordentlighed. Det er helt naturligt for os og en indgroet holdning, at vi aldrig går på kompromis,” forklarer Rasmus Brix Westergaard.

Med kunden i fokus

Brix Westergaard er en selvstændig forretning og ikke en del af en ejendomsmæglerkæde. Det betyder, at man kan koncentrere sig 100% om at hjælpe sælgerne videre og få solgt deres bolig. “Vi skal ikke samtidig sælge banklån, forsikringer eller andre ydelser, og vi er ikke fastholdt af, at vi kun må operere i ét geografisk afgrænset område. Vi er derfor heller ikke underlagt et kædekoncept og kan derfor skræddersy salgsprocessen individuelt til hver enkelt kunde. Vi har den position, vi har i dag, fordi vi har været flittige, ordentlige og dygtige. Vi gør os umage og ønsker at vores kunder vil anbefale os til deres familie og bedste venner. Vi lever på vores kunders anbefalinger og ikke fordi vi er et landskendt brand. Det er et kvalitetsstempel vi er stolte af,” slutter Mogens Brix Westergaard.


Hornbæk har det hele

Omdrejningspunktet for Hornbæk er uden tvivl stranden. Den tiltrækker rigtigt mange mennesker om sommeren, men i det hele taget er naturen et stort trækplaster, for der er såvel strand, sø og skov i området. Her er stort set alt, hvad hjertet kan begære af natur inden for rækkevidde, dette i fint samspil med et utrolig hyggeligt og aktivt handelsliv.

“I forhold til mange andre sommerhusbyer har Hornbæk restauranter, caféer og butikker, der holder åbent året rundt. Så her er altid liv og glade dage året rundt. Selvfølgelig er stemningen anderledes og mere stille om vinteren, i forhold til det livlige og pulserende sommerhalvår, men vi nyder egentlig forskellen”, fortæller Trine Hvid Konjen, der selv bor i Hornbæk, og bortset fra nogle få år i København, har boet her hele sit liv.

“Da jeg blev gravid, boede jeg inde i København, men lynhurtigt begyndte jeg at drømme om at kunne gå med barnevognen – og se mit barn vokse op i rolige og trygge omgivelser i den skønne natur her i Hornbæk, og få måneder efter flyttede jeg tilbage hertil.”


Hornbæk for børnefamilierne

Hornbæk er en ideel for børnefamilier. Her er en rigtig god skole, som næste år skal til at have tre spor, fordi børnetallet er voksende her. Byens SFO og klub er også brugt flittigt med mange gode aktiviteter efter skoletid.

“For de helt små, er der rigtig gode, private dagplejere, hertil kommer vuggestue og tre børnehaver, blandt andet en skovbørnehave, hvor min yngste går,” fortæller Trine og fortsætter: “Byen byder desuden på virkelig mange fritidsaktiviteter for både børn og voksne. Langt de fleste sportsgrene er repræsenteret; bl.a. fodbold, håndbold, badminton, tennis, gymnastik og dans. Og hertil kommer naturligvis de maritime muligheder som sejlads, surf og så videre. Men er man ikke så sportsinteresseret, kan man også gå til fx spejder. Så her er udfoldelsesmulighederne mange.”

Et godt handelsliv

Hornbæk har også et godt handelsliv med gode shopping muligheder og velassorterede dagligvarebutikker. Her findes både Rema 1000, Netto og en Super Brugsen, der også har både slagter- og bagerafdeling. På havnen er der Fiskehuset, som tilbyder alt godt fra havet.

“For mig et Hornbæk indbegrebet af hjem. I allerbedste betydning! Her er trygt og dejligt – i det hele taget synes jeg Hornbæk er en fantastisk by,” siger Trine.


Hornbæk strand og havn

Stranden er i sig selv ret spektakulær. Det er Nordkystens største og mest besøgte strand, og med god grund. For stranden er bred, vandkvaliteten er i top, sandet er fint og så er der klitter, der skaber læ. Hertil kommer strandlegepladsen, som er skøn underholdning til store og små.

Havnen summer af aktivitet, og det er en fornøjelse at gå tur og betragte lystbådene og kigge på fritidsfiskerne, som prøver lykken fra molen. Krabbefiskeri er også en yndet aktivitet især for børnene. På havnen ligger både restauranter, fiskehus og mange gode muligheder for at købe is. Sommerens havnefest er også utrolig populær og folk kommer fra nær og fjern for at høre god musik og danse i sandet.

I sommerhalvåret er ”Det Fedtede Hjørne” et meget velbesøgt sted. Her kommer både Hornbækkerne og turister for at købe den lækreste street food fra hjørnets forskellige madboder. Her findes mad for enhver smag.

Søen i Hornbæk er desuden et dejligt rekreativt område syd for byen, hvor man kan købe fiskekort og efterprøve sine evner som lystfisker. Man kan også gå eller løbe en tur rundt om søen – en afstand på 2,3 km. Undervejs på ruten er der nogle træningsstop med forskellige redskaber.

Se mere på www.brixwestergaard.dk

Del denne artikel:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest