Fortid møder nutid, og øst møder vest i VOLA’s nye showroom i Sydkoreas hovedstad Seoul. Gennem et frugtbart samarbejde med lokale arkitekter demonstreres, hvordan det tidløse, danske design er det perfekte match til helt andre stilarter og indretningskulturer.
Sponsoreret indhold
I hjertet af Sydkoreas pulserende hovedstad, Seoul, har det danske designfirma VOLA skabt en oase af skandinavisk minimalisme og koreansk tradition. Efter fire og et halvt års forberedelse står VOLAs nyeste showroom nu som et symbol på kulturel syntese og designharmoni. Formålet har fra VOLA’s side været at facilitere kulturudveksling, forklarer salgs- og marketingdirektør, Birthe Tofting: ”Hos VOLA er vi af den overbevisning, at kreativiteten har de bedste kår, når forskellige perspektiver mødes. Og vi glæder os til fortsat at se, hvordan dansk og koreansk design kan berige hinanden.”
Et tidløst design flytter ind i traditionel hanok
Sammen med det lokale, koreanske arkitektfirma SPOA er det lykkedes VOLA at finde og istandsætte et af de huse, der på grund af den eksplosive byudvikling de seneste årtier efterhånden er ved at være en sjældenhed i Sydkorea. Det er en såkaldt hanok, dvs. et af Seouls traditionelle atriumhuse ned til floden Han. Husenes hvide mure er indrammet af massive træbjælker, og der er fine håndværksdetaljer såsom mønstret murværk under de buede tage i kiwa-tegl. Det er en stil, der daterer sig tilbage til 1400-tallet ligesom de kongelige paladser i nabolaget, fx kongefamiliens hjem Gyeongbokgung, der i dag rummer flere museer.
”I Seoul er der stor opmærksomhed på at bevare eksisterende bygninger i stedet for at vælte dem og bygge nyt. Det taler vi nu også ind i ved at have nyfortolket de gamle bygninger og givet dem ny mening,” siger Birthe Tofting.
Bevarer vigtig bygningsarv
Hanok’en stod og forfaldt, men er nu restaureret og en del af det unikke VOLA-univers, der også består af en nyistandsat bygning fra 1980’erne og et i årtier glemt haverum med gamle fyrretræer, bregner og mosser. Den grønne oase samler det hele.
Arkitekt og partner Joon Chae fra SPOA fortæller, at han er fascineret af Arne Jacobsens enkle design og VOLA’s evne til at holde fast i udtrykket siden 1968. Han mener, at VOLA-designet kommer til sin ret i mødet med både moderne og tusindårig, koreansk byggeskik: “Jeg elsker enkelheden ved VOLA – de enkle former betyder, at VOLA-designet kan passe ind overalt – fra det mest moderne nybyggeri til en restaurering som her.”
Ved at bevare og restaurere den traditionelle hanok, har VOLA ikke blot skabt et unikt udstillingsrum, men også bidraget til bevaringen af Sydkoreas arkitektoniske arv. “Det er afgørende for os i Korea, at vi bevarer vores gamle bygninger,” mener Joon Chae, der understreger vigtigheden af at beskytte både historiske og nyere strukturer mod den hurtige byudvikling.
Underspillet design til fælles
Umiddelbart kunne man måske godt tro, at dansk og koreansk designtradition lå langt fra hinanden, men ifølge Joon Chae, er der faktisk flere ligheder: “VOLA’s design er minimalistisk og enkelt, som det er kendetegnende for dansk design. Det er en enkel og effektiv måde at skabe og bygge på. Koreansk arkitektur handler mere om at have forståelse for naturen, om at blive en del af en større helhed ved at skabe forbindelser. Designet skiller sig ikke nødvendigvis ud – måske mere med særlige detaljer. Vores tilgang til design er meget underspillet, hvilket er meget lig VOLA’s, Vi har også samme tilgang til materialitet og tekstur.”
Det nye VOLA-showroom i Sydkoreas hovedstad betyder, at VOLA nu har egne showrooms i 10 lande spredt ud over Europa, Asien og Australien. Derudover er VOLA’s showroom-koncept udbredt hos en lang række forhandlere verden over.
FAKTA: Arne Jacobsen og VOLA
I midten af 1960erne fik Arne Jacobsen til opgave at tegne Danmarks nye nationalbank, og som han havde for vane, tog han alle aspekter af opgaven på sig og designede alt, hvad der skulle bruges til opgaven – selv vandhanerne. Vandhanerne blev kendt under producentens navn, VOLA, og fremstod i et minimalistisk formsprog og med den tekniske del af armaturerne skjult inde i væggen. Dét var nyskabende og revolutionerede hele måden at indrette badeværelser på.VOLA’s produkter fremstilles den dag i dag i Danmark, og på fabrikken i Horsens tager man udgangspunkt i traditionelle håndværkstraditioner. Teknikker inden for lodning, polering og børstning af overfladerne er kernekompetencer, som er unikke for VOLA, og som det tager årevis at opøve.
Se mere på www.vola.dk